Politiet har fundet et kvinde-lig i et grønt område i Lyngby. To 31-årige mænd er anholdt.

Nordsjællands Politi er lige nu meget tilbageholdende med at oplyse noget som helst om den drabssag, hvor to 31-årige mænd blev anholdt og sigtet tirsdag aften.

Onsdag oplyser politiet, at man har fundet liget af en kvinde, der endnu ikke er identificeret.

Klik her og se mere tv på localeyes.dk

- Vi har fundet liget af en kvinde. Vi får et tip om, at der er sket noget alvorligt, og vores efterforskning fører så til, at vi finder en dræbt person, oplyser efterforskningsleder Morten Kaare Pedersen.

Det er på nuværende tidspunkt stadig uvist hvem, der er blevet dræbt, fordi kvinden endnu ikke er identificeret. Efterforskningsleder Morten Kaare Pedersen vil kun afsløre, at det drejer sig om et drab, der blev anmeldt tirsdag.

De to mænd bliver onsdag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Lyngby med krav om varetægtsfængsling.

Anklagemyndigheden vil begære lukkede døre under retsmødet.

Efter anholdelse ville politiet kun oplyse, at den ene af de anholdte er en udenlandsk statsborger. Begge er bosat i Kongens Lyngby.

BNB