Skyderi i Odense-bydelen Vollsmose er angiveligt ikke banderelateret. Ingen personer er tilsyneladende ramt.

Tirsdag eftermiddag blev der affyret flere skud i Odense-bydelen Vollsmose, oplyser Fyns Politi.

Skyderiet fandt sted ved Bøgetorvet.

- Omkring klokken 15 affyrer en person nogle skud mod en bil, og vi har arbejdet intenst derude siden, fortæller vagtchef Steen Nyland tirsdag aften.

Han kan ikke sige, hvor mange skud der er affyret, men vidner har fortalt politiet om to-fire skud.

Ingen personer er tilsyneladende blevet ramt, og politiet kan ikke sige noget om motivet.

- Men umiddelbart er der ingen indikationer på, at det skulle være banderelateret, understreger Steen Nyland.

Han vil ikke fortælle, om politiet har fundet afskudte patronhylstre i området.

- Den del har jeg ingen kommentarer til på nuværende tidspunkt, siger vagtchefen.