»En flot heltegerning.«

Sådan lyder beskrivelsen fredag morgen fra politiet, når det kommer til den mand, der torsdag aften hjalp en kvinde og flere børn med at komme ud fra et rækkehus i Helsinge, hvor en eksplosionsagtig brand var opstået.

Det var den 43-årige mand, der anmeldte eksplosionen til Nordsjællands Politi klokken 19.36.

Inde i huset havde fem personer befundet sig:

En kvinde på 44 år, tre piger på 13 år og en pige på 11 år – som alle meldes at være i kritisk tilstand.

»Anmelderen, som hjalp med at få dem ud af huset, er også kommet til skade og kørt på hospitalet,« fortalte vagtchef ved Nordsjællands Politi Flemming Hansen til B.T. torsdag aften.

Fredag morgen lyder meldingen fra vagtchef David Buch, at der ikke er noget nyt om deres tilstand.

Han sender dog en stor ros i retning af den 43-årige mand:

»Det var flot af ham at hjælpe med at få dem reddet ud. En flot heltegerning,« siger David Buch.

Derudover forklarer han, at man i løbet af formiddagen skal have teknikere ud til huset for at undersøge årsagen til eksplosionen.

Torsdag aften lød det fra politiet, at en mulig årsag tilsyneladende kunne være lightergas, men til Ritzau fortalte vagtchefen natten til fredag, at det sidenhen er blevet ændret til tørshampoo.

»Det var lidt svært at se til at begynde med, da det hele var forbrændt, men der var ikke noget lightergas inde på værelset, men der var så nogle flasker med tørshampoo,« siger David Buch til B.T.

»Men indtil vi får det undersøgt, så ligger det ikke helt klart endnu, hvordan det er sket.«

Branden, som opstod ved eksplosionen, er siden blevet slukket.

De pårørende er blevet underrettet om ulykken.