En død kvinde er søndag morgen blevet fundet i Gudenåen ved Stevnstrup, oplyser Østjyllands Politi.

En kvinde er søndag morgen blevet fundet død i Gudenåen ved Stevnstrup vest for Randers, og Østjyllands Politi undersøger nu, om der skulle være tale om et drukneulykke.

»Der kommer en melding på 112 om en mulig død person fundet i vandet. Lige nu er vi på stedet og er ved at finde ud af, om der er sket et uheld, eller om det er noget andet,« oplyser vagtchef Peter Hallstrøm til BT.

Men ifølge TV 2 Østjylland skulle der være tale om et selvmord.

Personen er ikke blevet identificeret endnu, og Peter Hallstrøm kan heller ikke oplyse alder på den omkomne.

»Det er stadig relativt nyt, så det er sparsomt med oplysningerne,« fortæller han.

Liget blev opdaget af en kajakroer, der befandt sig i området.