En 35-årig kvinde fra Aalborg meldte sig tirsdag til politiet, efter hun havde kvalt sin fireårige søn. Hun er nu blevet varetægtsfængslet.

En ufattelig familietragedie har udspillet sig i Aalborg. Tirsdag morgen henvendte en 35-årig kvinde sig til politiet og fortalte, at hun havde kvalt søn. Politiet kørte kort efter til kvindens adresse, hvor man fandt den blot fireårig dreng død.

Kvinden er tirsdag eftermiddag blevet fremstillet i grundlovsforhør, og ifølge Nordjyske.dk er hun blevet varetægtsfængslet in absentia.

»De umiddelbare undersøgelser stemmer overens med, at drengen er blevet kvalt,« siger sagens anklager, Torben Kaufmann Sørensen, til netavisen.

Den 35-årige var ikke selv i stand til at møde op ved grundlovsforhøret og blev derfor varetægtsfængslet uden at være til stede. Politiet oplyser, at kvinden er indlagt på sygehuset, fordi hun har taget en del piller.

Anklageren vil nu have kvinden overført til en retspsykiatrisk afdeling, hvor hendes mentale tilstand skal undersøges.

»Der er to ting, vi skal have afgjort nu: Hvorfor hun gjorde det, og hvad hendes mentale tilstand er, så vi ved, hvad straf hun kan idømmes,« siger anklager Torben Kaufmann Sørensen til nordjyske.dk.

Der er nedlagt referatforbud i sagen, så det vides ikke, om den 35-årige selv har forklaret, hvorfor hun dræbte sin søn.