To unge mænd blev skudt ned i Køge i nat. De er begge i kritisk tilstand. Den ene skulle være bandeleder.

To unge mænds tilstand er fortsat kritisk, efter at de i nat blev ramt af flere skud i en bil på Ringstedvej i Køge.

Den ene af de unge mænd er angiveligt leder af banden Black Cobra, erfarer TV2 News.

De to unge mænd på 20 og 22 år blev begge ramt af flere skud og er nu indlagt på Rigshospitalets Traumecenter. Skuddene blev affyret klokken halv fire i nat, da deres bil passerede Ørum Hansens Vej i Køge.

Ifølge politiinspektør Klaus Munk Nielsen fra Midt- og Vestsjællands Politi er det politiets opfattelse, at baggrunden for skyderiet skal søges i et personligt opgør.

Men man ønsker fra politiets side ikke at bekræfte, at ofrene har forbindelse til Black Cobra.

Der er endnu ikke foretaget nogle anholdelser i sagen, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Ifølge ekstrabladet.dk formåede de to ofre at flygte fra stedet og med alvorlige skudsår flere steder i kroppen kørte de til sygehuset i Køge.

Ifølge ekstrabladet.dk's oplysninger var den ene af de to skudt i halsen.

Vidner har set deres bil ved sygehuset og beskriver den overfor ekstrabladet.dk som fuld af skudhuller.

Black Cobra er en indvandrerbande, som har afdelinger i flere sjællandske byer. Flere medlemmer af banden er dømt for skyderier mod rivaliserende bander.

Politiet efterlyser vidner til nattens skudepisode, og politiet vil også gerne høre fra personer, som har set en sort VW Passat omkring samme tidspunkt.

/ritzau/