Julie fra Popstars, Niarn fra skuddrama og Johnson fra…?

Mens de to konkurrenter har familien Danmark-tække, så var århusianske Marc Johnson et nyt navn i den bedste sendetid. Den festglade rapper har mest været til ære for den yngre del af befolkningen, og derfor overrasker det ham også, at han er nåede så langt i TV2 Allstars:

- Det havde jeg slet ikke regnet med. Hvis jeg skal være ærlig, så var mit eneste ønske ikke at ryge ud som den første, og det fik jeg jo opfyldt, siger Johnson.

- Jeg kommer jo ind i et tv-program med undertrøje og kasket, for at vise hvem jeg er. Jeg vil ikke lave om på mig selv, bare fordi jeg er på tv.

Som Allstars-deltager kunne Johnson godt mærke den stigende interesse for hans person, men den nye kendis-faktor er ikke steget ham til hovedet.

- Jeg bliver da mere genkendt på gaden nu, men det er jo ikke Michael Jackson-stadiet, ha-ha. Jeg kan godt være en smule reserveret selv, så jeg synes, det er cool, når folk nøjes med at hilse på og holder en god tone.

Johnson vil helst ikke vise for meget af den private side, men han klager ikke over at være i centrum:

-Der er ingen bagside ved at blive kendt. Der er en bagside ved at blive født i Afrika uden nogen familie eller noget at spise. Det er da trist, hvis der bliver skrevet negativt om mig, men det er jo bare ord og bogstaver,« slutter Johnson, som nu må se til fra bænken, når Julie og Niarn går på næste fredag.