DR's nye generaldirektør Maria Rørbye Rønn er nok et ubeskrevet blad, men hun er ikke bange for at lægge sig ud med stationens største underholdningssatsning: X Factor.

I dag samlede DR pressen til en præsentation af deres nye generaldirektør Maria Rørbye Rønn. Og selvom hun officielt kun har siddet på posten et lille døgn, så har hun allerede en holdning til sendefladen.

- Jeg vil ikke sidde her og love programplaner. Min rolle er at skabe et samlende DR. Jeg vil lade de bedst faglige kundskaber komme til, når det drejer sig om programmer. Men jeg kan ikke love, at 
X Factor fortsætter, siger Maria Rørbye Rønn.

Maria Rørbye Rønn er 47 og tidligere direktør for DR Jura. En noget anden ballast end den, forgængeren Kenneth Plummer kunne præsentere. Men ham ønsker den nye generaldirektør ikke at give mange ord med på vejen.

- Jeg vil ikke forholde mig til Kenneth Plummer, men jeg kan sige, at jeg vil sætte nogle klare rammer, og jeg vil sørge for, at de, der har de bedste kundskaber, kommer til, lyder det diplomatiske svar.

Kenneth Plummer måtte i oktober gå af som generaldirektør for DR, da det kom frem, at han havde videregivet fortrolige oplysninger fra DR. Det skete for at forhindre, at forfatter Kurt Lassen skrev om Plummers kvindelige bekendtskaber i bogen 'Plummer - summen af kardemommen', der udkom i oktober.