I mange år var tv-vært og journalist Dennis Ritter gift med sit arbejde. Sidste år blev han gift med kæresten Morten Toft. Nu fortæller han for første gang om, hvordan han sprang ud.


Til Copenhagen Pride viser tusindvis af unge homoseksuelle mænd glædeligt deres veltrimmede overkrop frem. I diverse reality-programmer er det også mere undtagelsen end reglen, at en festglad bøsse gør sig til foran kameraerne.

Men ikke alle har haft så nemt ved at acceptere og stå ved sin seksualitet. En af dem er TV2-vært og –kommentator, Dennis Ritter.

Dennis Ritter frygtede nemlig gennem adskillige år at springe ud som homoseksuel.

- Jeg var absurd længe om at finde ud af, hvor jeg hørte til. Jeg voksede op i et miljø, hvor der ikke fandtes homoseksuelle i hverken min familie eller min omgangskreds, så jeg havde aldrig hørt om dem eller set nogen. Jeg havde derfor svært ved at forlige mig med mine egne tanker og fornægtede min seksualitet i mange år. Jeg giftede mig i stedet med mit arbejde, og det blev min identitet. Arbejde, arbejde, arbejde. Alt handlede om arbejde og aldrig noget privat, når jeg talte med folk, siger Dennis Ritter.

Sprang ud som 30-årig
Ritter, der som nyuddannet journalist i 2000 fik job på DR Sporten, blev hurtigt vant til agere i en verden, hvor maskulinitet var en selvfølgelighed, og de eneste følelser, man talte om, relaterede sig til præstationer på fodboldbanen eller på landevejene. Men da den nu 41-årige sportsjournalist rundede de 30, nåede han til et vendepunkt i sit liv. Han indså, at hvis han ville videre med sit liv, tage masken af og ja, blive lykkelig, så blev han nødt til at konfrontere de tanker, han i flere år havde gemt væk.

- Jeg erkendte, at muren, der hele tiden stod foran mig, kun ville blive større. Hvis jeg nogensinde skulle kravle over muren, skulle det til at være. Jeg var fyldt med frygt over at skulle stå frem som homo i sportsmiljøet, men oplevede det som en kæmpe lettelse. Jeg mødte kun positive reaktioner, og også min familie reagerede forbavsende positivt, siger han og fortsætter:

- I en periode var jeg bange for at skuffe folk og gøre dem kede af det. Men da de følelser havde lagt sig, var der kun lettelsen tilbage. Det var slet ikke så farligt at springe ud, som jeg havde frygtet. Muren var væk, og jeg kunne endelig se fremad. Jeg var ikke længere bare en ”mystiker”, jeg var pludselig blevet et menneske. Det var en ubeskrivelig følelse.

Sportsmiljøet er ikke fordomsfuldt

Mens adskillige kvinder i elitesport i mange år har fortalt om deres kærlighed til en anden kvinde, har ikke én eneste mandlig sportsudøver på topplan gjort det samme herhjemme. Dennis Ritter håber, at en snart tager skridtet.

- Det er jo ikke fordi, de ikke findes. Jeg tror, forklaringen på, at ingen er sprunget ud, er, at de frygter at blive ramt af fordomme. Når man går med den slags tanker alene, gør man problemerne meget større, end de i virkeligheden er. Det gjorde jeg også. Jeg troede, det ville være enormt vanskelig at begå sig i sportsmiljøet som homo, men det har det vist sig overhovedet ikke at være, siger han.

Dennis Ritter blev sidste år gift med sin kæreste gennem otte år, 34-årige Morten Toft.