Journalist Simon Riedel stiller hver uge kendte danskere spørgsmål, der går helt tæt på og får dem til at overveje sig selv og deres liv. Vi kalder det 'ERKENDELSE - helt ind til tanker og følelser'.

I denne uge har Simon Riedel talt med Thomas Skov om ydmygende dans, latterlig selvhøjtidelighed og meget, meget mere ...

Som jyde i København overraskes man over ... hvad man kan lokke folk til at betale for en kop kaffe. Jeg forbløffes stadig hver eneste gang, jeg betaler 34 kr. for en lillebitte kop, og har efterhånden accepteret, at man ikke må få koppen med hjem. Det kan også være lidt underligt, at man ikke ved, hvem naboen er, når man bor i lejlighed, selvom ens nabo ligger og sover tre meter væk hver nat på den anden side af betonen. Jeg gjorde noget ved det, da jeg selv boede i lejlighed og inviterede folk ind til kaffe og vin, og så lærte vi hinanden at kende og kom til at vide, hvad de andre hed. I dag bor jeg i Humleby på Vesterbro, som er en slags minijylland, hvor alle kender hinanden, og man spiser sammen.

Jeg blev hoven af at blive kendt i Danmark... Nej, det synes jeg ikke. Det, at der lige pludselig var nogle, der kendte mig, var ikke meget anderledes end at vokse op i Sønder Felding, for der ved alle 1.500 personer det meste om hinanden. Hvis jeg har virket arrogant, har det været, fordi jeg var morgensur. For et par måneder siden var jeg i en Føtex kl. 7.15 - træt og morgensur - og da tænkte jeg bagefter, at jeg kunne vist godt have virket arrogant der. Der er en hårfin grænse mellem morgensurhed og at være arrogant.

Det var en rigtig god idé, da jeg ... i sidste uge begyndte at morgenbade i havet. Jeg er lige nu i sommerhus i Rørvig, og dem på vejen morgenbader hver morgen. Efter at have set på det i otte år er jeg selv begyndt at gøre det. Og det er simpelthen så dejligt. Mest når det er overstået. Jeg har lige været i vandet for en time siden, og det giver jo lidt adrenalin. For det kan jo gå galt, men ikke rigtig galt. Der lurer farer under vandet, krabber og fisk. Om det er med eller uden badebukser? Jeg er i bar røv for at få den fulde oplevelse og nej, jeg er ikke bange for paparazzifotografer, de skal bruge den lange linse, for den er meget lille.

Det var en dårlig idé jeg fik, da ... jeg for nylig købte en drone til 1.500 kr. for at lave en sjov film til Instagram. Jeg brugte en hel dag på det, og det endte med, at der faktisk ikke var nogen, der så den film. Jeg får mange dårlige idéer, og det er træls at gå igennem. men der kommer som regel noget godt ud af det, nemlig en sjov historie bagefter

Jeg flygtede lynhurtigt ... fra regningen, da jeg var en ordentlig fuld teenager, der blev sat af en taxa. Dagen efter vågnede jeg op med fysiske og moralske tømmermænd og ringede til taxacentralen for at sige undskyld til chaufføren. Jeg fik ham i røret, og han sagde: Jamen du betalte for turen, da du satte dig ind, det eneste, du flygtede fra, var din dankortkvittering. Det er sidste gang, jeg er stukket af fra en regning, og sidste gang jeg var kriminel, og jeg var endda en dårlig kriminel.

Jeg undgår at hænge med næbbet ved at ... tænke, at alt går over. Der er sjældent noget, der varer ved. Jeg kan være irriteret på situationer eller chefer, alt muligt, men på en eller anden måde varer det ikke ved. Ja, det har Karen Blixen også været inde på. Uden at vide det, snakker jeg lidt som hende. På min blog kan jeg se, hvorfra læserne kommer, og de er der fra hele verden, men der er overraskende få læsere i Afrika, det prøver jeg at rette op på med lidt Karen Blixen.

Det var rigtig ydmygende for mig, da ... jeg var på job som konferencier, hvor jeg gik med til at danse foran hele firmaet bestående af 500 mand. Jeg ved ikke, hvorfor min mund kom til at sige ja, og jeg stod der i cirka fem minutter med to dygtige backup dansere, og jeg kunne se på publikums ansigter, at de sad bare stille og roligt og kiggede. Hvis det nu havde varet i halvandet minut, havde det måske været morsomt...

En pige, der er forelsket i mig ... det er min datter, det er så dejligt, så vildt at opleve den måde, hun siger ’far’ og griner ad alt, hvad jeg gør. Hun er to år, og hvis bare alle mennesker var som hende. Jeg håber, det varer ved. Det er også meget få ting, hun gør, som jeg ikke er stor fan af. Hun har det med mig, som jeg havde det med Amin Jensen i sluthalvfemserne.

Jeg tog unødige chancer med ... min mobiltelefon, da jeg kørte bil. Jeg har lige lavet programmer om mobilafhængighed på P1, der kan høres som podcast. Det dur ikke, at man sidder og ser på ens mobiltelefon, når man kører på motorvejen. Det handler om at tage kontrollen tilbage og være bevidst om, hvornår man tager telefonen, så det ikke hele tiden er en ubevidst handling. Jeg er casen, som er på afvænning, jeg blev konsulteret af lægen Iman Rashid.

De mest normale mennesker er dem, der ... kan grine ad sig selv. Det går jeg meget op i, at man kan, og det kan de fleste heldigvis. Hver gang jeg møder nogen, der er for selvhøjtidelige til, at de kan, får jeg helt ondt af dem og tænker: Du bør have hjælp. Jeg kender vitterligt folk, der tager sig selv så højtideligt, at man ikke skal drømme om at grine ad dem.

Det var lidt for morsomt, da ... vi lavede det her interview. Det er en fornøjelse at tale med dig. Jeg oplever noget sjovt hver eneste dag. I går prøvede jeg at fiske med en chokoladekiks, men det kan også være sjovt bare at betragte folk i f.eks. sommerland. I går var der en familie, som havde deres hund i en trækvogn. Jeg kan sagtens more mig selv, jeg er vokset op som enebarn.

Mit temperament vil jeg beskrive som ... en krysantemumbombe med en kilometerlang lunte. Når jeg eksploderer, eksploderer jeg virkelig. Men der går heldigvis lang tid imellem, det kan ske, for jeg er ret rolig af natur. Og når det sker, er der en god grund, hvis jeg f.eks. er blevet snydt.

Jeg er meget misundelig på George Clooney ... ja, når han laver de Nespresso-reklamer, for han løber aldrig tør for kapsler. Det gør jeg hele tiden. Han er også en flot mand, og han bliver kønnere med årene. Det viser, at der er håb for os alle.

Min selvtillid blev styrket kraftigt ... da jeg fik job i DR. Jeg har jo i skolen og på gymnasiet altid lavet sjov og skrevet sjove ting, og i DR kunne jeg for første gang få løn for det. Jeg svedte mig igennem oldtidskundskab og tænkte: Hvad skal det blive til, men snart arbejdede jeg for Anders Lund Madsen, som altid har været et idol for mig.

Jeg vil gerne af med min dårlige vane, som er ... at jeg knuser de hårde bolsjer i munden. Selvom jeg tænker: Det her bolsje skal suttes, så ’knusker’ jeg det alligevel og gerne om kap med andre. En anden dårlig vane er, at jeg sidder på toilettet for længe. Jeg kan sidde der i en halv time og spille spil.

Jeg fortryder, jeg rejste ... på camping i Vejers sammen med en ven. Min ven og jeg tænkte, at det kunne være sjovt, at det var bare os to i en campingvogn, vi havde lejet på en campingplads i en uge. Vi gik over i tv-stuen, hvor vi spillede yatzy 32 gange - uafgjort, 16 til hver. Da der var gået et døgn, blev vi trætte af det og tog hjem igen.

Jeg elsker at drikke mig godt fuld ... ja, det gør jeg stadig, jeg synes, man skal huske at have det sjovt stadigvæk. Men jeg bliver ikke teenagefuld længere, hvor jeg blackouter og ikke husker noget. Jeg lærte engang, at hvis man er konge om natten, er man også konge om dagen, og det lever jeg stadig efter.