Nikolaj Jacobsen har fået en ny bekymring frem mod EM-semifinalen fredag. 

For undervejs i 25-28-nederlaget til Slovenien, hvor stjernerne Mathias Gidsel, Simon Pytlick og Magnus Saugstrup blev skadet, turde han ikke sætte Rasmus Lauge på banen. 

Den danske playmaker mærkede problemer med sin hæl under opvarmningen. 

Er der noget, der ærgrer dig i dag?

»Nej. Som jeg sagde til spillerne, så tager jeg det fulde ansvar, fordi jeg tror, at de tre spillere, der har slidt og slæbt indtil nu, står forhåbentligt friske og klar til at give den gas til fredag.«

»Det er så til gengæld lidt ærgerligt, at Rasmus (Lauge, red.) mærker noget i hælen under opvarmningen. Så mister vi jo en mulighed der. Med det aggressive forsvar, Slovenien havde, kunne han godt have løst nogle ting for os.«

Bekymrer det dig med Lauge?

»Jeg ved det ikke endnu, derfor turde jeg heller ikke at spille ham, ford jeg har ikke noget overblik over det. Så ville jeg hellere give ham de her dage nu, så vi forhåbentligt kan få bugt med den hæl,« lyder det fra landstræneren. 

Jacobsen gentager, at ansvaret for nederlaget er hans, og han mener, at landsholdet kan holde til nederlaget forud for fredag. 

»Vi vidste godt, det kunne være et udfald, og det tager jeg det fulde ansvar for. Vi har langt vigtigere ting end en kamp mod Slovenien. Jeg ville have grædt mig selv i søvn, hvis en af de tre havde fået en alvorlig skade i dag. Vi skal ikke lade os hænge i den her kamp, vi kigger på de andre seks kampe, hvor vi har spillet på højt niveau. Det niveau regner jeg med, vi rammer fredag,« lyder det. 

Danmark var allerede videre som etter fra mellemrunden forud for kampen mod Slovenien. Semifinalemodstanderen bliver afgjort onsdag aften. Og lige nu kunne det ligne et stort opgør mod de tyske værter.