Der venter danske håndboldfans lidt af en lækkerbisken, når Skjern Håndbold næste gang skal spille europæisk håndbold.

Den danske superstjerne Mathias Gidsel vender nemlig hjem til sin barndomsklub og hjemstavn, når han skal spille for mægtige Füchse Berlin mod Skjern Håndbold i ottendedelsfinalerne i Europa League.

Hele Mathias Gidsels familie har stærke bånd til den vestjyske klub – og ikke mindst moren Helle. Hun er nemlig ansat i den danske traditionsklub, hvilket gør den europæiske håndboldaften helt speciel for hele familien.

»Det er selvfølgelig helt specielt, når det er mit barndomshjem og barndomsklub og med alle de forbindelser, vi har i min familie med klubben. Både min mor, der arbejder der, og min far, som også er godt viklet ind i det, så er det lidt specielt, at det lige er Skjern, vi skal møde. Jeg har heldigvis gode erfaringer med at slå dem,« fortæller Mathias Gidsel.

Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Under opholdet i GOG har han flere gange gjort livet surt for Skjern-familien, når han har været med til at besejre familiens hjerteklub med det fynske håndboldflagskib.

»Hele familien er glad for mit skifte til Berlin, fordi vi nu er færdige med den her problematik, hvorvidt man skulle holde med GOG eller Skjern. Selvfølgelig holder min familie med Skjern – og det gør jeg inderst inde også selv. Vi snakker altid Skjern over middagsbordet, og klubben betyder utrolig meget for os.«

Selvom Mathias Gidsel altid vil have et helt specielt forhold til Skjern Håndbold, vil han gøre alt for besejre dem, når han tørner ud for storklubben Füchse Berlin.

»Når kampen går i gang, så kæmper jeg for Berlin. Min mor – der jo ikke har så meget at gøre med det sportslige – holder så med dem, som hun har lyst til. Hun håber nok på en Skjern-sejr, men også en Mathias, der ser glad ud på banen,« siger Mathias Gidsel med et smil på læben.

Foto: Bo Amstrup
Vis mere

I Skjern får de til kampen i Europa League ikke blot fornøjelsen af Mathias Gidsel. Også de danske stjerner Lasse Andersson og Jacob Holm spiller for Bundesliga-klubben.

Hans Lindberg har også scoret mål på samlebånd i den tyske liga for klubben, men den danske fløjspiller er i øjeblikket ude med en brækket hånd.

Også på trænerfronten er der en sjov tvist, da assistenttræneren på det danske landshold, Henrik Kronborg, er cheftræner i Skjern.

Skjern Håndbold tager imod Füchse Berlin i det første opgør mellem de to klubber 21. marts. Returopgøret spilles i Berlin ugen efter.