West Ham og andre klubber har henvendt sig til Manchester United for at vriste Anders Lindegaard ud af reservetjansen til sommer

Anders Lindegaard er alt for god en målmand til at sidde på bænken i Manchester United.

Således er holdningen blandt flere europæiske klubbosser, og især i England er mange klubber ivrige efter at få fingrene i den danske målmand, der har vist sit værd i Premier League.

Sporten.dk erfarer, at flere klubber har sendt løse henvendelser til Manchester United for at høre, om Lindegaard er til salg eller kan lejes fra sommer. Især West Ham skulle allerede nu være en hed bejler til Anders Lindegaard og har været i dialog med Manchester United.

West Hams nuværende førstemålmand er finske Jussi Jääskeläinen, som har passeret de 37 år og har været svingende i sine præstationer i denne sæson. Klubben har alligevel klaret sig fremragende i denne sæson, og ligger som oprykker aktuelt på en 11. plads, men i næste sæson vil man gerne opgradere sig på målmandsposten, og her er Lindegaard førsteprioriteten.

En anden mulighed er Fulham, der på nuværende tidspunkt stiller med 40-årige Mark Schwarzer på mål. Klubben skulle også være inde i billedet som en bejler til Anders Lindegaard.

Der er også interesse fra andre europæiske lande, som også har henvendt sig.

- Vi kommenterer ikke på transferspekulationer. Vi har en fin dialog med Manchester United i alle sammenhænge, og lige nu fokuserer Anders udelukkende på resten af sæsonen, hvor Manchester United er midt i en spændende sæsonafslutning, siger Lindegaards agent, Michael Stensgaard til sporten.dk.

Han ønsker heller ikke at kommentere, hvorvidt Lindegaard vil være tilfreds med at forblive på bænken i Manchester United.

- Vi kan ikke spå om fremtiden, og der kan ske rigtig meget i fodbold. Men alt, hvad vi har af tanker, taler vi kun med Manchester United om, lyder det fra Stensgaard.

Den tidligere United-profil Roy Keane roste i sidste uge op til Real Madrid-kampen Lindegaard, men opfordrede ham alligevel til at smutte.

- Lindegaard er en fremragende målmand, men han kan ikke leve med som 28-årig at sidde på bænken og spille en kamp her og der, sagde Keane til Skysport.

Anders Lindegaard har spillet 11 kampe i sæsonen hidtil, det samme antal som i sidste sæson, men har taget et fald fra tinderne siden december. Da United gik ind i december, blev Lindegaard af flere betragtet som klubbens førstevalg foran spanske David de Gea, men en skidt kamp mod Reading og siden afbud til en kamp mod Manchester City på grund af sønnens fødsel har kørt Lindegaard lidt ud på et sidespor.

Siden har danskeren kun spillet en enkelt kamp mod West Ham i FA Cup’en. Bænkpladsen har også kostet Anders Lindegaard en plads i Morten Olsens landsholdstrup. Mandag blev Lindegaard fravalgt til kampene mod Tjekkiet og Bulgarien, selv om Stephan Andersen stort set ikke har spillet i Evian.