Her er alle detaljerne fra før, under og efter episoden, hvor dommer Mark Clattenburg - måske - kaldte Jon Obi Mikel en abe.

Mark Clattenburg blev i går 'fritaget for tjeneste', og skal dermed ikke dømme flere kampe, før den verserende racisme-sag imod ham er afklaret.

Og selvom hverken Chelsea eller det engelske fodboldforbund endnu har villet fortælle, hvad der helt præcist blev sagt, og hvad det er, som har fået Chelsea til at indgive en klage, er detaljer fra søndagens brag stille og roligt begyndt at sive ud i de engelske medier.

Således kan Daily Mail tirsdag fortælle i detaljer, hvad der helt præcist skete i søndagens kamp, og hvad det er for nogle beskyldninger den engelske dommer skal forsvare sig imod.

Forspillet til de racistiske udtalelser finder sted, da Fernando Torres i kampens 69. minut får sit andet gule kort for film. En beslutning, som Chelseas midtbanespiller John Obi Mikel er højst utilfreds med. I løbet af de næste minutter vender han flere gange tilbage til dommeren for at diskutere udvisningen, selvom Clattenburg flere gange siger til Mikel, at han skal tie stille.

Ifølge Daily Mail spørger Mikel gentagne gange:

- Hvorfor må vi ikke forsvare os, hvorfor må vi ikke betvivle dine beslutninger?

I første omgang lader Clattenburg dog Mikel slippe uden advarsel. Men da Manchester United scorer sejrsmålet i det 75. minut, er den gal igen. Mikel løber op til Clattenburg og siger til ham, at dommerens beslutning koster Chelsea sejren. Det får Clattenburg til at give Mikel et gule kort, og da dommeren vender sig væk fra spilleren, kalder han John Obi Mikel for et racistisk skældsord. Det er endnu ikke bekræftet, men det menes, at han siger 'abe'.

Den nigerianske midtbanespiller hører ikke selv, hvad der bliver sagt, men det gør holdkammeraterne David Luiz og Ramires til gengæld, og de fortæller kort efter Mikel, at han er blevet udsat for racisme.

Også Juan Mata får et racistisk skældsord med på vejen, da han sår tvivl om Clattenburgs beslutninger. Flere spillere fortæller Daily Mail, at Mata er tydeligt rystet, da Clattenburg op i hans åbne ansigt kalder ham for 'spanish twat'.

Efter kampen eskalerer situationen voldsomt. John Obi Mikel er rasende over dommerens sprogbrug og løber resolut ned til dommernes omklædningsrum kort efter kampen. Han har følgeskab af flere Chelsea-chefer, der er rasende over de racistiske kommentarer.

Ifølge Daily Mirror er der decideret optræk til slagsmål. Ordene 'jeg brækker benene på dig' høres inde fra lokalet, og Chelsea-manager Roberto Di Matteo og andre af Chelseas chefer må stille sig fysisk imellem, da Mikel er tæt på at overfalde dommeren. Flere vidner i tunnellen beskriver scenerne som værende tæt på at ligne et gadeslagsmål uden foran en pub.

Daily Mail skriver, at John Obi Mikel har fortalt sine holdkammerater, at han vil forfølge sagen til den bitre ende. Flere af Chelseas spillere har erklæret sig klar til at give vidneudsagn, og specielt David Luiz og Ramires, der hørte, hvad der blev sagt, forventes at blive afgørende for sagens forløb.

Mark Clattenburg og hans dommer-assistenter har sendt en skriftlig redegørelse for hændelserne på banen, og det engelske fodboldforbund vil nu haste-behandle sagen, som er den første racisme-sag mod en dommer nogensinde i engelsk fodboldhistorie.