FC København skriver på sin hjemmeside, at klubben har hentet Jores Okore til klubben på en fire-årig kontrakt.

Jores Okore, der tidligere har spillet i Aston Villa, er midterforsvarer og kommer til at spille i trøje nummer 26.

Manager Ståle Solbakken glæder sig over tilgangen af danskeren.

»Vi er meget glade for, at Jores har valgt at komme til FCK. Han er en spiller, der har nogle evner i international klasse, som hans fysik og fart, der gør ham til en meget spændende spiller. Hans tid i England startede rigtigt flot, men han var siden uheldig med en alvorlig skade og en klub med store problemer. Nu får han en ny start hos os, hvor han vil gå ind og konkurrere på lige fod med de øvrige forsvarsspillere. Han er ikke helt i gear endnu, men vi har sammen lagt en god plan for ham, og når han rammer toppen igen, så er han en rigtigt dygtig spiller. Det her er en rigtig god mulighed for både Jores og os,« siger Ståle Solbakken i pressemeddelelsen.

Okore har en fortid i FC Nordsjælland, som han vandt det danske mesterskab med i 2012. Siden skiftede han til Aston Villa, som han havde blandet succes med.

Jores Okore vender hjem til Superligaen.
Jores Okore vender hjem til Superligaen. Foto: Ed Sykes
Vis mere

I foråret, da Villa rykkede ud af Premier League, ragede han sig uklar med manageren, og han har haft flere alvorlige skader i det britiske.

Nu glæder han sig til at vende hjem til Superligaen en klub, som han kalder for Skandinaviens største.

»Det er optimalt for mig, at jeg kan komme til en klub, der har samme store ambitioner som jeg selv. Min tid i England endte ikke lige så godt, som den startede, men jeg har lært en masse og jeg er topmotiveret for at vise, at jeg stadig er en god fodboldspiller. Nu skal jeg bygge mig selv op stille og roligt og så  forsøge at hjælpe holdet i de store og spændende opgaver, der er foran os i klubben. Jeg kan ikke vente med at komme i gang sammen med resten af holdet og jeg kender allerede mange af drengene, så jeg er sikker på, at jeg falder hurtigt til,« siger Okore.

Okore er ikke med i søndagens kamp mod Brøndby.