Nicklas Bendtners kamp for at komme tilbage i topform mødte lørdag eftermiddag endnu engang problemer.

Danskeren, der ellers har været i startopstillingen for sin klub Nottingham Forest de seneste kampe, var end ikke i truppen, da Forest hjemme tabte 2-0 til Wolverhampton.

Årsagen var ifølge den lokale avis Nottingham Post, at danskeren var blevet syg. Dermed var han en af hele 10 ukampdygtige Nottingham Forrest-spillere.

I Bendtners fravær fik den tidligere FC Vestsjælland-angriber, Apostolos Vellios, chancen, men til danskerens held greb han den ingenlunde.

Som resultatet antyder, måtte han gå målløs fra banen.

Med nederlaget sidder Nottingham Forest fortsat fast i den tunge ende af den engelske Championship.