Patrick Mtiliga var i orkanens øje, da han torsdag formiddag trænede med holdkammeraterne i FC Nordsjælland i Farum.

Det var første gang, Mtiliga viste sig offentligt, siden en rasende Morten Olsen tirsdag aften erklærede, at venstre backen aldrig mere vil blive udtaget til landsholdet. Landstræneren følte simpelthen, at svigtet var for stort, da Mtiliga svarede 'nej', da Morten Olsen spurgte, om han var klar til kamp mod Italien.

Og spørgsmålene var mange til Patrick Mtiliga, som igen og igen forklarede, at han ganske enkelt har savnet opbakning fra landstræneren.

- Jeg følte mig forbigået og ikke værdsat. Kommunikationen fra Morten Olsens side har været ikkeeksisterende omkring, hvorfor jeg ikke skulle spille mod Italien, siger Patrick Mtiliga.

Er der noget, du gerne ville gøre om i det her forløb?

- Jeg skulle have konfronteret Morten tidligere og spurgt, hvorfor jeg ikke skulle spille, siger Mtiliga, der dog understreger, at han ikke fortryder, at han meldte sig ikke disponibel.

- Jeg står fast på min beslutning, om at jeg ikke var klar. Jeg følte mig forbigået.

Føler du, at du har fået nok opbakning efter de abelyde, der forfulgte dig i kampen mod Bulgarien.

- Jeg talte kun lidt med Lars Behrendt (kommunikationschef red.) om det. Ellers talte jeg ikke med nogen.

Har abelydene i Bulgarien noget at gøre med den rutschebanetur, du snakker om som en af grundene til, at du ikke var klar til kamp?

- Nej, det har det ikke, lyder det fra Patrick Mtiliga.