Hvis Frankrig skal slå Spanien i aften, så skal de forsvare godt, og udnytte de få chancer de får i den anden ende. Det mener den franske landstræner Laurent Blanc.

Et godt forsvar og kliniske afslutninger. Det er opskriften på sejr i aften, når Frankrig skal bide skeer med de spanske verdens- og europamestre. I hvert fald hvis man spørger Frankrigs 46-årige landstræner Laurent Blanc.

- Mod Spanien skal du være meget stærke defensivt. Vi skal forsvare meget bedre end mod Sverige. Vi får også nogle chancer i den anden ende - det gør alle mod Spanien, og dem skal vi udnytte, analyserer Blanc til UEFA.com.

Spaniens fordel er, i følge Blanc, at man ikke kan fokusere på en enkelt stjerne. På det spanske hold er de nemlig alle sammen stjerner.

- Alle spillerne er gode, og de spiller alle flot fodbold. Målmanden, midterforsvarerne, de to backs, de er alle gode med bolden. Jeg kender Xavi og Busquets rigtig godt, og jeg har høje tanker om dem. Så er der spillere som Andrés Iniesta. Alting ser bare så nemt ud for dem, fortæller Blanc.

Laurent Blanc ville naturligvis gerne have undværet et møde med Spanien, men Italien havde ikke været meget nemmere. Blanc var dog skuffet over, at franskmændene smed deres momentum, og tabte til et færdigt svensk hold i den sidste puljekamp.

- Ja, jeg er skuffet. Vi havde bragt os i en god position efter kampene mod England og Ukraine, og vi vidste at vi skulle slå Sverige for at nå vores to målsætninger - at vinde puljen og at gå videre fra gruppen. Vi lykkedes kun med det sidste. Det er ikke fordi jeg ville have foretrukket at møde Italien, de er også et godt hold. Men vi kan vidst alle blive enige om, at Spanien er det bedste hold i Europa, pointerer den franske chef.

Frankrigs nederlag til Sverige var det første franske nederlag siden efteråret 2010. Blanc kan dog finde lidt trøst i, at Frankrig ikke har tabt på aftenens stadion Donbass Arena, de tre gange de har været på besøg.

tipsbladet.dk