De danske dagbladsanmeldere er begejstrede for 'Jagten', der er med i hovedkonkurrencen ved filmfestivalen i Cannes.

I går kunne Thomas Vinterberg fejre sin 43. fødselsdag og i dag kan han vågne op til de første, flotte anmeldelser af sin nye film 'Jagten', der lørdag aften for første gang blev vist ved filmfestivalen i Cannes, hvor filmen kæmper om hovedprisen, Den Gyldne Palme. 

- 'Jagten' er en film, der tåler både gensyn og sammenligning med Vinterbergs 'Festen', skriver Berlingskes filmredaktør, Kristian Lindberg og kvitterer med fem ud af seks stjerner.



Filmen handler om manden Lucas - spillet af Mads Mikkelsen - der lægges for had af et helt landsbysamfund fordi en lille løgn fra en pige i den børnehave, han arbejder, vokser sig stor og snart er han anklaget for sexmisbrug. 

- Den kvalmende ondskab, som Thomas Vinterberg blotlægger, lægger sig som en tung knude i maven, og retfærdig harme kæmper med tårerne om at dryppe ned på pressekortet, der hænger slapt rundt om halsen i biografmørket, skriver Jyllands Postens Nanna Frank Rasmussen i sin første anmeldelse af "Jagten", 

Også Informations Christian Monggaard er begejstret for 'Filmen'. Han roser skuespillerne og samarbejdet mellem Thomas Vinterberg og hans med-manuskriptforfatter Tobias Lindholm. 

- Der er så mange faldgruber i forhold til udvendige dramatiske tricks, overspil og utroværdige vrid og drej i handlingen, som Thomas Vinterberg og Tobias Lindholm – der også skrev Vinterbergs forrige film, 'Submarino' (2010), sammen – kunne være faldet i. Men det velskrivende makkerpar, som har ladet sig inspirere af virkelige begivenheder, undgår behændigt dem alle, og der sættes ikke mange fødder forkert i 'Jagten', instruktørens bedste film siden 'Festen' (1998), skriver Christian Monggaard. 

Og i en kommentar på Politiken.dk konkluderer avisens filmredaktør, Kim Skotte:

- Det er en stærk film om et kontroversielt emne, fortalt på en tankevækkende måde. Og alle detaljerne er vellykkede. Skuespillet er virkelig godt, manuskriptet er godt, det hele ... 

I dag møder Thomas Vinterberg og hans skuespillere den internationale presse og i aften er der galle-premiere i Cannes.