Odense skal være hjemsted for et nyt asylcenter. Udlændingestyrelsen har lejet en etageejendom i forstaden Vollsmose, og det vækker vrede i Odense Kommune.

Den belastede Odense-bydel Vollsmose får 200 nye beboere. 12 år efter lukningen af Odenses sidste asylcenter vil Udlændingestyrelsen nu åbne et nyt center i den fynske hovedstad, og det får altså hjemme i Vollsmose, skriver Fyens Stiftstidende.

Det er selskabet Dan Mark Ejendomme, der har indgået en midlertidig lejeaftale med Udlændingestyrelsen. Op til 200 asylansøgere skal frem til årsskiftet bo i den 11 etager høje og delvist tomme etageejendom, Østerhøj, som kommunen for nylig solgte til ejendomsselskabet.

Nyheden om asylcentret kommer bag på Odense Kommune, hvor social- og arbejdsmarkedsrådmand Peter Rahbæk Juel (S) er dybt fortørnet over planen.

- Vi har intet hørt om det. De (Udlændingestyrelsen, red.) må have drukket af natpotten. Vi har ikke i over 10 år henvist asylansøgere og kontanthjælpsmodtagere til Vollsmose, det er helt forkert at lægge et asylcenter her. Det er det sidste, der er brug for, siger han til Fyens Stiftstidende.

Hos Dan Mark Ejendomme forstår man ikke den kommunale vrede.

- Nogle vil sige, at det da er skrækkeligt, at det her belastede område skal have et asylcenter. Andre vil sige, at det er flot, at Vollsmose også kan det her. Vi har en samfundsopgave med at huse disse asylansøgere, siger direktør Michael Willaume Andersen, der understreger, at der kun er tale om en midlertidig aftale, som løber til årsskiftet.

De første asylansøgere flytter ind på torsdag.

BNB