En universitetsjurist skal nu undersøge, hvorfor Politiets Efterretningstjeneste (PET) destruerede sagsmapperne på flere tidligere ministre.

Regeringen giver nu efter for politisk pres i sagen om PETs makulering af information om en række af danmarkshistoriens mest fremtrædende personer. Det skriver b.dk.

For at undgå at blive bragt i mindretal i folketingssalen har regeringen besluttet at imødekomme Enhedslistens ønske om en uvildig undersøgelse af Politiets Efterretningstjenestes sletning af sagsmapperne på flere ministre i perioden fra 1989 til 1998.

- Der er rejst en række spørgsmål om PETs sletninger, og det er vigtigt for regeringen, at der er en høj grad af tillid til vores efterretningstjenester, og at der ikke er et grundlag for mytedannelser. Derfor har vi sammen med Enhedslisten truffet beslutning om at undersøge, hvilke retningslinjer der gjaldt for PETs makuleringer, siger justitsminister Morten Bødskov (S) til Berlingske.

Beslutningen vækker begejstring i Enhedslisten, som i weekenden erklærede sig parat til at bringe regeringen i mindretal under en forespørgselsdebat i Folketinget på onsdag, hvis ikke regeringen ville give efter.

- Vi har fået vores vilje, og det er vi glade for. Det skal undersøges, om vores efterretningstjeneste på egen hånd har slettet materiale for at dække over lovbrud, siger Enhedslistens retsordfører, Pernille Skipper.

Regeringen og Enhedslisten har besluttet at give opgaven til en endnu ikke udpeget universitetsjurist, som får stillet sekretærbistand til rådighed. Juristen skal ifølge den politiske aftale blandt andet undersøge, hvilken praksis PET fulgte i 1990erne, da sagsmapperne med informationer om blandt andre tidligere statsminister Jens Otto Krag (S), Anker Jørgensen (S) og Poul Hartling (V) blev slettet, og hvem der godkendte en generel revision af sagerne i 1996.

En af de historikere, som har kritiseret PETs praksis med at makulere sagsmapper på fremtrædende politikere, er professor Poul Villaume fra Saxo-Instituttet på Københavns Universitet. Han erklærer sig tilfreds med beslutningen om en uvildig undersøgelse.

- Det er en skam, at de sagsakter er blevet makuleret, fordi det er en del af historien. Derfor er det godt at få det klarlagt, hvis der er sket makulering i strid med de gældende regler, siger Poul Villaume om undersøgelsen til Berlingske.