»Hvorfor ikke prøve at score nogle gratis goder på, at jeg er blevet et kendt ansigt?« Sådan synes tankegangen at være hos nogle af de - som regel unge - danskere, der deltager i reality-TV som for eksempel »Paradise Hotel« eller »De Unge Mødre«.

Gratisavisen 24timer har ringet rundt til en række privathospitaler, diskoteker, skønhedsklinikker og limousinebureauer, der jævnligt bliver kontaktet af deltagere i reality-programmer, som forsøger at få gratis ydelser og produkter. Kendisserne lokker firmaerne med omtale på for eksempel Facebook.

Men det er ikke alle virksomheder, der synes, at det er en god idé.

- Vi må sige nej til rigtig mange piger fra reality-programmer. De kontakter os hele tiden og spørger, om de ikke må få et par nye bryster, for det vil være godt i programmet, de er med i. Men det gør vi desværre ikke, siger Bo Jønsson, der er speciallæge i plastikkirurgi på Aleris-Hamlet Hospitaler, til 24timer.

Ejeren af Celebrity Limo, Leif Berner, er ved at have vænnet sig til at live kimet ned af de unge »TV-stjerner«.

- Det oplever vi hele tiden. De siger, at de er med i »Paradise Hotel«, og at de skal til en eller anden galla-fest, og de synes virkelig, at det skal udløse en gratis service hos os. Personligt synes jeg, at det er plat. De må betale ligesom alle andre, siger Leif Berner til 24timer.

Livsstils- og kommunikationsekspert Henrik Byager mener, at der er blevet »fremavlet en gruppe, som skamløst forfølger deres behov for en VIP-livsstil med frynsegoder og gratis ydelser«.

- Den selvopfattelse, der ligger bag, er, at »jeg er så vigtig, at det er en fordel for dig, at du giver din ydelse gratis, for så bliver jeg en ambassadør og en markedsføring for dig«, siger Byager til 24timer.