Morten Pelch
Morten Pelch Foto: Bax Lindhardt

I den forgange uge så jeg en video – delt af TV 2 – som gjorde mig rigtig ked af det. Sådan helt ind i knoglerne.

Videoen var lagt på Facebook via TV 2s egen side og var produceret i samarbejde med Alzheimerforeningen. Videoen viser klart og tydeligt en ældre kvinde, »Ingelise«, som er forvirret, fortabt og alene.

BT debat

»Ingelise« står foran en dansk tankstation og spørger de mennesker, som holder ind for enten at tanke eller handle, om de kan hjælpe hende. »Ingelise« kan ikke finde sin mor og far.

Så lad mig lige gentage casen én gang til. Ældre - og vi snakker ikke 50 år - nej, en sød »gammel dame« som din mor, mormor eller farmor, som står og er tydeligvist forvirret, bange og virker – uden skyggen af tvivl – ikke hjemme foran tankstationen og spørger de forbipasserende om hjælp.

pelch

Ifølge kommentarsporet under opslaget og TV 2s video burde der ud af de 60 personer, som går forbi »Ingelise« og interagerer med hende, jo ikke være et eneste menneske, som ikke fanger utrygheden i den ældre kvindes blik. Ikke et eneste menneske, som siger nej til at hjælpe kvinden med at få den hjælp, som hun så ærligt og nøgent efterspørger fra dem. Der burde ikke være et eneste menneske, som ikke tog hende under armen, ind fra kulden og hjalp hende hjem.

Det var i hvert fald, hvad alle skrev, at de ville have gjort. Med selvfølgelighed og den største naturlighed. Så ville alle som én hjælpe.
Det manglede da bare, og folk er altid opmærksomme på andre end sig selv. Virkeligheden ud fra videoen – som afspejler virkeligheden for mange ældre borgere i dette land og de hænder, vi så ofte snakker om, har bygget vores velfærdssamfund op – var en helt anden og meget grim en af slagsen.

Morten Pelch byline

Ud af 60 mennesker var der kun fire, som stoppede op, hjalp og tog sig af »Ingelise«.

Denne video burde køre på alle platforme og vække en kollektiv skam hos os alle. Det vækkede den i hvert fald i mig, og den vækkede også en del vrede i kommentarsporet. For hvis vi ikke tager os af hinanden og vores ældre, som tydeligvis både har brug for det og i det helt konkrete tilfælde efterspurgte hjælp, så er vi hverken vores velstand eller smukke dannebrogsvejrende flag værd.

Så lad os – alle som én – tage os mere sammen. Hjælpe der, hvor vi tænker »gad vide, om de eller han/hende har brug for hjælp?«. Stop så op, og tilbyd den. Vi bliver nok tilgivet at komme lidt forsinkede hjem, til mødet eller hvem, der nu venter på os. Lad os nu, for hulen, gøre det lidt bedre. Og det starter ikke med en vred kommentar under et facebook-opslag.

Det starter med, at du og jeg går ud i verden og praktiserer og effektuerer det. Det kunne være én af dem, vi elsker, som havde brug for et medmenneske.

SMS

Hitter på Facebook