Oktober. Det er kun arrene i hans hovedbund, der afslører hjernetumoren for andre. Men for 40-årige Mikael Wolf har kræften i hjernen betydet langt mere end blot dybe mærker i huden. Den har revet ham væk fra et ubekymret ungdomsliv i København til et langt mere komplekst voksenliv i den vestjyske landsby Vester Nebel, hvor han i stilheden forsøger at holde tankerne nede.
»Mikys bænk«, hedder den. En snedkereret bænk i mørkt træ med en lille kasse bygget ind i. Da han fik den af vennerne i fødselsdagsgave, stod der en flaske arnbitter i den. Noget skulle han jo hygge sig med derovre, havde vennerne sagt og med et skævt grin forsøgt at punktere alt det, der allerede var forandret.
Flasken blev aldrig erstattet med en ny. Han kan ikke drikke stærk alkohol længere. Nu står bænken her bagest i haven, hvor han en gang imellem sætter sig og forsøger at have alt andet end ondt af sig selv.
»Så blev det bare et andet liv,« plejer hans kone at sige. Det her er deres landskab nu.
Markerne. Himlen. Jorden. Uforstyrretheden.
»Jeg mærker ensomheden, hver gang nogen spørger mig om, hvordan jeg har det. Når jeg svarer, at jeg er træt, nikker folk og siger, at det kan de godt forstå. Folk forsøger at sætte sig ind i det, og man skal heller ikke negligere andre menneskers problemer. Det kan man ikke være bekendt. Men de kan ikke forstå det. Den træthed, jeg oplever som følge af kemobehandlingen, er meget speciel.«
»Ej, hvorfor lige Vester Nebel?«, spurgte folk dengang med forundring. Men parret faldt for et fint hus midt i nabo-nærværet med stor have og vid udsigt til årstiderne. Banken ville heller ikke i al hast låne mange penge ud til en familie, hvor mandens diagnose lød på uhelbredelig kræft.
Højgravide Dorethe, Mikael og sønnen Valdemar på halvandet år flyttede derfor i 2008 fra deres 90 kvadratmeter store lejlighed i Københavns larmende storbylandskab til den røde murermestervilla i den vestjyske landsby uden for Esbjerg.
Ud til landsbykirke, parcelhuse og naboer der på en eller anden måde allerede vidste, at her kom en mand med kræft. Hvor de i dag stadig siger, at det er Hennings hus, selv om der nu i flere år har stået Wolf på postkassen. Hvor Dorethe nogle gange tænker: »Shit, her er stille«, men har vænnet sig til, at alle forbipasserende bilister vinker jovialt, selv om de ikke har mødt hende før.
Hun kommer herfra, og Mikaels familie bor i Sønderborg.
De flyttede i oktober 2008, og deres anden søn, Theodor, blev født i november midt i gulvlægning og opsætning af nyt køkken i huset. Dér tappede eftervirkningen af strålebehandlingerne stadig Mikael for energi, og familie og venner trådte til.
»Da jeg fik diagnosen, var vi enige om, at vi blev nødt til at flytte hurtigst muligt. Det ville være hårdt at klare den uden et netværk i nærheden. Vi skulle have familie, som var inden for rækkevidde. Jeg har altid grint lidt, når min kones familie gennem årene spurgte os om, hvornår vi ville rykke hjem til Esbjerg. Vi havde jo et hjem i København. Omvendt har jeg altid forestillet mig, at mine børn skulle have en græsplæne. Og nu er vi så her.«
Det er oktober måned udenfor, og bladene har samme farve, som den røde pels på deres hund Arnold, der hoppende tager imod. Der har lige været stort »Knæk cancer«-show i weekenden på TV. Mikael har ikke set det. Han hader, når folk taler om kampen mod kræft. En kamp er logisk med en vinder og taber. Kræft kan ikke sættes ind i logik. Mikael googler heller ikke alt muligt om nye, fantastiske kræftkure.
»Hvis man søger for meget, kan man godt blive lidt skør. Der var ikke særligt mange succeshistorier at læse, når jeg søgte på min egen form for kræft. Det kan jeg jo ikke bruge til noget. Jeg lader lægerne styre det. Men folk kommer med artikler til os: Har I set det her? De kommer af et godt hjerte. Mine kammerater sender links om cannabisolie og eksperimenterende kure i udlandet. Folk mener det positivt og gør det af velmenende natur, men vi har bare ikke tid og overskud til at følge op på alt det dér.«
Mikael byder på optøet birkesaft fra fryseren. Nogen sagde, at det skulle være godt mod kræft. I foråret tappede han så birketræerne i læhegnet for saften. Den slags får han tiden til at gå med som hjemmegående. Det er okay, synes han.
Husfaren føler sig kun mindre som mand, når han ser ud på den mørkeblå scooter i carporten. Af den type landsbyens teenagehormoner ræser rundt på.
På grund af et krampeanfald dagen efter operationen fik han kørselsforbud og må i øjeblikket ikke køre bil. Arrene og en plan hængende på køleskabet over behandlinger på Odense Universitetshospital er de eneste synlige tegn på kræft i huset.
»Det er lige meget nu, hvor store arrene er. Jeg er ikke lige så forfængelig som før. Det er jo kun kosmetik og jeg er heldigvis godt gift. Det er en mental proces for mig at holde sig i gang. Man hører tit folk sige om kræftramte, at så gælder det bare om at få det bedste ud af hver eneste dag. Jeg har en hverdag, der skal hænge sammen. Og der går meget tid med at komme ovenpå. Vi med kræft skal jo også hente børn og lave mad.«
Dorethe kommenterer aldrig det, han ikke får gjort derhjemme. Hvis vasketøjet nu bliver stående i kurven. Det er ikke hendes stil at give Mikael dårlig samvittighed, men der er dage, hvor han selv tænker, at han burde bidrage mere, når hun også er af sted på arbejde. Der kunne han jo godt have gjort det i stedet for at sætte sig ned og se en film. Han skælder også ud på sig selv, hvis han bliver hjemme i stedet for at tage ned og træne: »Det var sgu sølle, Mikael.«
Sådan fylder hverdagen allermest og lader alvoren stå et sted derude.
Det var om morgenen inden første arbejdsdag som studietekniker hos Viasat, at han som 32-årig besvimede, og den første hjernetumor blev opdaget. Det første rigtige job efter studier i engelsk og arbejde som filmoperatør i en biograf.
Dorethe arbejdede som politibetjent og kom over i en anden, lokal stilling, da de flyttede. Mikael begyndte som fleksjobber hos et skiltefirma. Et job, han måtte kæmpe for. Efter krisen fulgte ledighedsydelse og et job som faglærer på medielinjen hos TV Glad, hvor han hjalp udviklingshæmmede med at lære at producere TV. Nu er han uden job og går som så mange andre med kræft sygemeldt derhjemme.
Efter diagnosen havde Dorethe og Mikael flere samtaler om, hvad livet nu skulle indeholde. Hvordan det nu skulle leves. De besluttede, at det var hverdagene, som der er flest af, der skulle være gode.
»Vi får meget ros for, at vi ser glasset som halvt fyldt. Der er også sorte dage, hvor man har lyst til at sparke til det hele. Men jeg har jo mine børn at tænke på. De ved godt, at jeg er syg. Når jeg kommer hjem fra kemo, ved de, at far er træt og ikke kan de samme ting som ellers. Jeg forsøger at være på over for dem og vise en eller anden form for overskud. De ved godt, at kræft er noget, man kan dø af.«
Ingenting mørkt voksede derinde, lød den gode besked igen og igen. I årene efter den første operation var han løbende til kontrolscanninger. I de år havde han det godt og levede et liv tæt på det normale. I september 2014 kom ordene så fra lægerne: »Der er noget, der ikke skal være der.«
»Jeg havde indtil da et naivt håb om, at vi var sluppet igennem nåleøjet, selv om lægerne havde sagt, at det var et spørgsmål om tid, før kræften vendte tilbage. Jeg havde ikke mærket noget lige som første gang, hvor jeg kastede op og besvimede. Jeg bliver stadig ofte mødt med sætningen: Jamen, du ser jo slet ikke syg ud. Man forbinder jo også kræftsyge med det manglende hår. I dag går jeg hele tiden med sygdommen i baghovedet.«
To dage senere blev han ringet op af en neurolog, der lød ked af det i telefonen. Hun havde gennemgået alle hans papirer, som skulle sendes videre til Odense, og fortalte så, at allerede tilbage i 2013 var tumoren der. Mikael blev kaldt ind til en samtale sammen med lægen og den adm. direktør for Sydvestjysk Sygehus, der sagde, at det her selvfølgelig ikke måtte ske, og at Mikael havde ret til at klage. En klagesag, der her 15 måneder senere ikke er afsluttet.
»Lægen havde givet os besked, før hun havde fået røntgenlægens beskrivelse. Hun havde bare selv set billederne igennem. Det var helt sindssygt. Jeg følte en enorm frustration.«
Der blev åbnet ind til Mikaels hjerne igen i februar sidste år, men tumoren var vokset ned i hjernebjælken. Lægerne turde ikke tage den ud, da risikoen var for stor. I dag kan han ikke lade være med at spørge sig selv, om det kunne have gjort en forskel, hvis behandlingen var blevet påbegyndt tidligere.
Det er tanker som den, han prøver at holde på afstand. Dommedagsscenarierne og hvad-nu-hvis-ideerne. For nylig begyndte han på et mindfulness-kursus igennem Kræftens Bekæmpelse, hvor han træner sit åndedræt. Sidste gang havde de udendørs træning. De skulle ned i en park og sanse ting. Føle og lugte.
»Man skulle samle et blad op. Instruktøren foreslog, at man også kunne holde om et træ. Det kunne jeg ikke lige se mig selv gøre. Jeg koncentrerer mig i virkeligheden nok mest om ikke at tænke og spekulere så meget. Jeg har ikke gjort mig så mange tanker om døden. Er der ikke en eller anden sang, hvor Simon Kvamm i de Eneste To synger: »Jeg vil ikke give mit liv fra mig endnu. Jeg har ikke lyst til at dø?« Det er nok sådan, jeg har det.«
Store, røde Arnold gør højt. Store, røde Arnold, hvis pels har samme farve, som Mikaels hår engang havde. Nu vokser der koksgråt hår ud på grund af strålebehandlingen. Store, røde Arnold, der er opkaldt efter actionmanden Arnold Schwarzenegger. Da de skulle have hund, insisterede Mikael på, at den skulle være stor. Én med al styrke i verden.
Det her er hans landskab nu. Markerne. Himlen. Jorden.
Når de går tur, det rødpelsede gadekryds og ham, sker der ikke det store. De traver af sted i tyst enighed. Derude når det til hans inderste en gang i mellem. Den helt særlige følelse af ensomhed, andre ikke kan forstå.
»Jeg savner mine kammerater i København og det dér med, at man på en hverdag kan mødes og se fodbold. Når jeg tænker på tiden i København, savner jeg den også og måske allermest, fordi det var en ubekymret, glad og sorgløs tid. Jeg er kommet med i byfestudvalget og gruppen omkring vores multihus. Jeg kender folk, men jeg er ikke tæt på dem.«
