Danske soldater kræver bedre muligheder for at få arbejdsskadeerstatning for posttraumatisk stresslidelse. Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen vil have lavet en udredning om lidelsen.

Tirsdag havde beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) besøg af en gruppe danske krigsveteraner, som vil have ændret den såkaldte seksmåneders-regel, der betyder, at en arbejdsskade skal anmeldes inden seks måneder. Men lidelser hos soldater kan komme flere år efter en skade, lyder det fra veteranerne.

»Reglen er en indirekte årsag til, at veteraner får et dårligere liv, og deres familier bliver splittet. Den skal afskaffes, og det er et krav fra vores side,« siger Benjamin Yeh, der var soldat i Bosnien i 1990erne, til DR Nyheder.

En rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) viser, at psykiske lidelser som posttraumatisk stresslidelse (PTSD) kan komme flere år efter, at soldaten har gjort tjeneste i et krigsområde.

Mette Frederiksen tager soldaternes kritik alvorligt.

»Det her er en gruppe, som har det meget svært, fordi de har været udsendt til krig. Det synes jeg, at vi skal tage alvorligt. Det skylder vi dem, og det har de krav på. Derfor arbejder Beskæftigelsesministeriet og Forsvarsministeriet tæt sammen for at finde en måde at hjælpe de hårdest ramte veteraner, som ikke kan få deres psykiske sygdom anerkendt som en arbejdsskade,« skriver ministeren i en mail til Berlingske Nyhedsbureau.

Hun har bestilt en udredning om netop PTSD, som ventes færdig til sommer.

»Og så er det aftalt, at partierne bag forsvarsforliget træder sammen for at finde frem til, hvordan vi håndterer det her på en bedre måde fremover,« siger Mette Frederiksen.