Mens alle 13 elever og den ene lærer er fundet og lige nu indlagt på hospitaler spredt ud over landet, mangler politiet stadig at finde den 44-årige lærer, Michael Jørgensen. I går mødte tidligere elever på Lundby Efterskole op for at lede efter matematik- og friluftslæreren, der har betydet meget for dem alle.

- Han var vores yndlingslærer, så derfor er det dybt forfærdeligt og meget chokerende, siger 17-årige Alexandra Helbech Mundt fra Albertslund.

Sent fredag indstillede politiet eftersøgningen af læreren, men lørdag morgen iværksatte private deres egen eftersøgning, heriblandt mellem 10 og 20 tidligere elever fra Lundby Efterskole, som tog til Præstø for at lede langs med fjorden.

Politiet genoptog også eftersøgningen lørdag morgen. Den røde varevogn med skriften 'Lundby efterskole' står stadig parkeret ved Præstø havn som et gruopvækkende tegn på det, der skulle have været en sjov dag ved vandet, men endte katastrofalt.

Tidligere elever beskriver Michael Jørgensen som et energisk friluftsmenneske med tidligere rødder i militæret.

Det gjorde ham til et kæmpe forbillede for især drengene på efterskolen. For drengene fungerede han som en slags ekstra far.

- Han skulle altid prøve grænser af og udfordre os, men vi havde altid fuld tillid til ham, og han havde styr på tingene. Han var en overlever, siger en anden tidligere elev, 16-årige Sofie Kirkegaard fra Hillerød.

- Måske var det ikke helt ansvarsfuldt at sejle ud i det vejr, men han havde jo prøvet det før. Han har helt sikkert prøvet at redde eleverne først, og har ikke villet sætte en fod på jorden, før alle var oppe af vandet, fortsætter Sofie Kirkegaard.

De to piger får tårer i øjnene, mens de snakker om den 44-årige Michael Jørgensen, der betød meget for dem.

- Han kunne give nogle ordentlige skideballer, men så blev han altid god igen lige bagefter, og det gjorde, at vi havde stor respekt for ham, siger Alexandra Helbech Mundt og tilføjer:

- Og så havde han rigtig god humor. Hver dag ringede han ivrigt med klokken, når der var mad. Han var altid i godt humør og vildt frisk. For eksempel arrangerede han morgenløb hver morgen.