Forsvaret overhørte en advarsel om, at en oversergent led af depression.

Han fik besked på at tage sig sammen, men endte med at begå selvmord.

Oversergent John Mogensen begyndte at drikke, han isolerede sig, og bare tre uger før sin udsendelse til Afghanistan meldte han sig ind i folkekirken.

Hans forlovede advarede forsvaret mod at sende den deprimerede oversergent i krig, men i stedet for hjælp fik han en reprimande af sin chef og besked på at "tage sig sammen".

I december 2004 satte den 49-årige oversergent sin tjenestepistol for panden og skød sig selv i lejren i Afghanistan, skriver Berlingske Tidende.

- De forstod ingenting. John var meget, meget ked af det og dybt depressiv, da de sendte ham til Afghanistan, siger hans forlovede Rebecca Andersen til Berlingske Tidende.

Hun har selv tidligere arbejdet 33 år i forsvaret, og advarsler af den karakter bør tages meget alvorligt, og de er ikke enestående lyder det fra soldaternes tillidsfolk.

Specialkonsulent Yvonne Tønnesen fra Hærens Korporal- og Konstabelforening kender til helt op mod 80 soldater, som på samme måde har orienteret chefer og kolleger om psykiske problemer inden deres udsendelse, men blev sendt ud alligevel.

Fællestillidsmand Kurt Brantner fra Telegrafregimentet har personligt advaret sine chefer om kolleger med problemer, men også de blev sendt ud uden nærmere undersøgelse, skriver Berlingske Tidende.

/ritzau/