Et familiedrama endte lykkeligt, da en treårig tysk pige blev fundet i god behold efter at have været sporløst forsvundet fra Hvidbjerg Strand Caping i Blåvand i Vestjylland.

Det bekræfter Syd- og Sønderjyllands Politi.

Pigen blev fundet ved Ho Bugt cirka seks kilometer fra campingpladsen omkring middagstid af et tysk ægtepar. På det tidspunkt havde hun været væk i omkring fire timer.

Se videoen: Var væk i nervepirrende mange timer: Her er tre-årig pige genforenet med sin mor

- Hun er cyklet derud og var ked af det, da hun blev fundet, men havde det efter omstændighederne godt. Vi har underrettet forældrene, og nu skal de bare genforenes, oplyser vagtchefen hos Syd- og Sønderjyllands Politi, Søren Strægaard.

Pigen blev meldt savnet klokken 09.30, og Syd- og Sønderjyllands Politi satte herefter alt tilgængeligt personel ind i en storstilet aktion med både hunde og helikopter.

Politiet rettede eftersøgningen mod campingpladsen og områdets fiskesøer, kanaler og veje og bad alle i området om at se efter på deres grunde og i skure, carporte og garager.