Formanden for den nordkoreanske venskabsforening i Danmark tager afstand fra dødsstraf, men han erklærer sin støtte til den nordkoreanske leder, Kim Jong-un. Og drømmen om det gennemførte socialistiske samfund er langt fra brast.

Det siger Anders Kristensen efter den seneste henrettelse i Nordkorea, hvor Kim Jong-uns onkel, Jang Song-Thaek, torsdag blev dødsdømt og henrettet i en militærretssag, hvor han blev fundet skyldig i forræderi.

- Vi går i foreningen ikke ind for dødsstraf, men når det nu er en del af landets lov, så må det være sådan. Og det han har gjort er forfærdeligt, så jeg kan godt forstå, at man fjerner ham fra den position, som han har haft. Sådan må det være, siger Anders Kristensen.
 
Han er formand for 'Venskabsforeningen Danmark - Den Demokratiske Folkerepublik Korea'. Foreningen er stiftet i 1968 og har ca. 100 medlemmer, der er fordelt over hele landet. Foreningen er både politisk og kulturel og arbejder for udbrede kendskabet til Nordkorea og landets socialistiske ideer.

Denne henrettelse rykker ikke ved jeres fortsatte støtte til Kim Jong-un?

- Nej. Det synes jeg, at der er for meget på spil til, at den gør. Der er dødsstraf i landet - det er der også i et land som Cuba - og det kan vi ikke lave om på. Det eneste, vi kan gøre, er, at sige til vores venner, at vi ikke bryder os om henrettelser.

Jang Song-Thaek var, inden han blev anholdt, viceformand for Nordkoreas øverste militære organ samt en fremtrædende person i det herskende Arbejderparti. Men så blev han anklaget for at have profiteret på Nordkoreas statslige produktion af jern, kunstgødning og syntetiske fibre og for at omsætte pengene til udenlandsk valuta. Torsdag blev han idømt den strengeste straf: Dødsstraf. Af det statslige medie KCNA blev han desuden udråbt til at være en 'korrupt, narkopåvirket skørtejæger optaget af at opbygge sin egen fraktion i det regerende parti'.

- Jeg tror på de årsager, som de har givet. Man må ikke lave fraktioner eller undergravende aktiviteter. Og han havde også planer om at lave nogle flere af de specielle økonomiske zoner i landet, hvor der er kapitalisme, som de har nogle stykker af i forvejen. Når man af bagvejen forsøger at luske det igennem, så kan jeg godt forstå, at lederne er utilfredse. Om han er narkoman eller en skørtejæger, kan jeg ikke vide noget om, sider Anders Kristensen.

Det kan måske være svært for den brede befolkning at forstå, at du erklærer din støtte til verdens mest lukkede land og til en mand som Kim Jong-un, der bliver regnet for at være en brutal diktator?

- Jeg ved ikke, om det er så lukket. Man kan rejse dertil som turist. Man ser også, at de åbner sig mere. Førhen hørte man f. eks. ikke om de personer, der blev taget fra magten. Det fortæller man om nu - efter Kim Jong-un er kommet til magten.

Så du støtter styreformen?

- Ja, vi støtter styreformen. Og det går den rigtige vej i Nordkorea nu. Vi tager ikke afstand fra landet, styret eller Kim Jong-un. Men det er for brutalt at henrette folk. Det bryder vi os ikke om. Men vi ændrer ikke vores politik eller vores støtte af den grund.

Du mener ikke, at drømmen, ideen og forestillingen om det gennemførte socialistiske samfund har lidt et knæk - ikke bare efter dette, men efter de mange begivenheder de seneste 20-30 år?

- Bare fordi der har været nogle kriser, betyder det ikke, at ideen om det socialistiske samfund er død.  Den konklusion er jeg i hvert fald ikke kommet til. Jeg blev heller ikke slået ud af, at Muren faldt. Efter Sovjetunionen brød sammen, blev Nordkorea ramt af en handelskrise, der varede helt frem til midten af nullerne. Krisen blev desuden forværret af naturkatastrofer. Det var helt utroligt, hvad de var udsat for, men vi overvandt det - og nu går det den rigtige vej igen.

Vil du kalde Nordkorea for et diktatur?

- Det er et socialistisk samfund. Det er ikke tilladt at lave et borgerligt parti eller lave et parti, der arbejder for at lave et andet styre. Så du kan kalde det, hvad du vil. Men der er nødt til at være nogle restriktive forhold, fordi landet stadig er i krig. De restriktive forhold gør sig også gældende i pressen, men jeg tror, at når freden kommer, så vil det også blive løsnet op.

Men styreformen er du tilhænger af?

- Ja, men hvis vi skulle have socialisme i Danmark, ville det se anderledes ud. De gør det på deres måde i henhold til deres kultur og baggrund osv. Men det er deres valg. Og de er oppe imod nogle enorme kræfter, der truer dem. Det er klart, at deres samfund bærer præg af det. Sådan vil det formentlig ikke være i Danmark, siger Anders Kristensen, der ikke selv kunne tænke sig at bo i Nordkorea.

- Det vil nok være for fremmedartet, siger han.