Det var på en tur med sine fysioterapeutklasse til London for godt 15 år siden, at den nu 72-årige Marianne pludselig opdagede, at hun sakkede bagud, og selv om hendes mand Poul bad hende gå i en given retning, så stod hun stille. Det var som om, hun ikke kunne flytte sig.
Langsomt gik det op for Marianne og Poul, at der var noget galt, og da parret igen vendte retur til Danmark, kunne lægen give dem klar besked.
»Du har Parkinson,« lød det.
»Det var som at blive slået i hovedet med en stor, tung og våd klud, det var frygteligt,« har Marianne fortalt om de sekunder, hvor lægen afslørede hendes skæbne.
Historien fortælles af Jill Trolle, Mariannes private sygeplejerske. Hun har de seneste mange måneder været Mariannes støtte i håbet om blot at kunne gå enkelte skridt om dagen på de ben, som for bare få år siden kunne bære hende ud i sit køkken, men som hun i lang tid ikke har kunnet stå på uden hjælp fra andre.
»For et par år siden kunne hun gå selv. Hun kunne gå i køkkenet og klare sine daglige gøremål i hjemmet, selv om hun få år forinden faldt og brækkede sit lårben. Men inden for det seneste halvandet år er hun blevet svagere og svagere,« fortæller Jill Trolle, stifter af Trolles Sygepleje, der mødte Marianne første gang i april måned.
»Hun var lænket til en kørestol i sit hjem i Charlottenlund og var afhængig af andres hjælp døgnet rundt. Det var ubærligt at se på.«
Sammen lagde de en plan for Mariannes genoptræning, for hun havde en drøm. Hun ville kunne gå selv igen, kunne gå på toilettet, gå i køkkenet, åbne døren, når det ringer på, og måske komme ud at rejse. Men efter adskillige nederlag turde hun ikke selv at tro på det.
»Så vi startede i april måned, og jeg kunne hurtigt se, at hun dag for dag blev bedre og bedre. Hun havde nogle rigtig gode dage, hvor hun let kom på benene og kunne bevæge sig, og så er der selvfølgelig dage, hvor hun bare kiggede på sine ben og ikke kunne bevæge dem.«
Artiklen fortsætter under billedet.
Og sådan er det med den »forbandede« sygdom, fortæller Jill. Nogle dage er gode, og andre dage er dårlige.
»Men der er bare ikke noget, der hedder en dårlig hårdag, når du har Parkinson. Det kræver hård træning hver dag.«
Selv om opturene har været store, så har nedturene stadig været til at tage og føle på for Marianne. Den daglige kamp mod Parkinson tærede på hende, og til tider mistede hun helt det spinkle håb om at komme på benene igen.
Men Marianne opgav ikke sin drøm og kæmpede hver dag med den ellers så simple ting: At få benene til at lystre.
Tusinder af danskere ramt
Marianne er en af de godt 7300 danskere, der i dag lider af Parkinson. Ligesom så mange andre blev hun også ramt, da hun var omkring de 61 år, hvilket ifølge Parkinson.dk er gennemsnitsalderen for de fleste, der får diagnosen.
Symptomerne varierer meget fra person til person og endda fra dag til dag. Typisk vil personer med Parkinson opleve, at de får problemer med at bevæge sig normalt og begynder at mærke rystelser i arme og ben. Det samme gjorde sig gældende for Marianne.
Oven i hatten vil de fleste parkinsonpatienter ligeledes have svært ved at sove og vil desuden opleve problemer med maven og tarmene.
Sygdommen er kronisk og tiltager langsomt i takt med, at man mister flere og flere nerveceller i hjernen, der indeholder stoffet dopamin, skriver Parkinson.dk.
Træningen fik Marianne på benene
Tilbage i Charlottenlund hos Marianne og Poul er de seneste måneder gået med daglig hård træning, for at få Marianne på benene igen. Og selv om det er begyndt at gå fremad, har det været en langsom proces.
»Det er gået virkelig langsomt. Hun har kunnet rejse sig op, og så kan hun gå med rollator. Men de fleste dage skal hun have hjælp til balancen,« fortæller Jill Trolle.
Hver dag har med andre ord været en lang sej kamp. Alligevel har genoptræningen båret så meget frugt, at Marianne i takt med den hårde træning næsten er blevet i stand til selv at rejse sig fra sin kørestol og »kante« sig med rollatoren ned til gaden, hvor hendes daglige transport til genoptræningscenteret har hentet hende.
»Det har givet hende en følelse af selvstændighed igen. Og det er den følelse, som hun har haft brug for, når modvinden har været lidt for hård.«
Marianne og Poul skal danse
Selv har Marianne forklaret Jill, at hun dagligt korresponderer med sine ben, »men nogle gange er det som om, at det er en envejskommunikation,« og det er akkurat de dage, hvor Marianne skal huske på den maraton, som hun allerede nu har gennemført.
Hun går nemlig selv. Ikke uden hjælp fra rollatoren, men hun kan rejse sig, fortæller Jill. Men Marianne vil så gerne, at hendes ben daglig lystrer hende, så hun ubesværet kan gå hen, hvor hun vil.
Derfor har Marianne og Jill nu lagt en ny plan - eller rettere Jill og Poul har lagt en plan. For hver aften skal Poul byde Marianne op til dans. Bare to trin er fint, men følelsen af at kunne, hvad andre mennesker kan, er vigtig for Marianne.
»De ville så gerne. De smilte ved tanken om at danse med hinanden. Og så får de nærheden igen. Den forsvinder jo, når man rammes af Parkinson. Han skal holde om hende, også selv om det ikke bliver til noget de første ti aftener, så skal hun op og stå. De skal holde om hinanden og kramme. De skal mærke hinanden,« fortæller Jill.
Og det har de gjort. Marianne og Poul har allerede taget deres første dans, og dem vil der komme mange flere af, har Marianne forsikret Jill.
