Der er gode dårlige nyheder til dovne Robert Nielsen, der er kommet i vælten de seneste dage efter han i DR 2-programmet 'På den 2. side' fortalte , at han har modtaget kontanthjælp i 11 år, fordi han ikke gider tage skod jobs

Men nu er der ikke dårligt nyt - men godt nyt til Robert Nielsen. Tv-vært Anders Lund Madsen har nemlig tilbudt ham et job som klummeskribent på Lund Madsens nye program af samme navn, 'Dårligt Nyt'. Det fortæller han til Jyllands Posten.

- Jeg forstår, at han er mentalordfører for Nihilistisk Folkeparti, og hvis man taler om bekymringer, og at det hele ender ad helvedes til, så finder man ikke en, der er mere topkvalificeret, siger Anders Lund Madsen, der mener, at Robert Hansen har de helt rette kvalifikationer som skribent.


- Programmet handler om angst, skræk og bekymringer, og der tror jeg, at Robert er topkvalificeret.

Robert Nielsen får løn for hver klumme han skriver, men de endelige lønforhandlinger har ifølge Anders Lund Madsen ikke fundet sted. Men han stiller krav til den dovne Robert, hvis han skal være klummeskribent mere end en enkelt gang. Han skal som det mindste overholde deadline. Der er ikke tid til at overskrive afleveringsfristen.

- Hvis han gør det, så er straffen ualmindelig hurtigt og ualmindelig konsekvent. Så er det ud på gaden. Sådan er det. Der er ingen advarsler, siger Anders Lund Madsen.

'Dårligt Nyt' har premiere på DR 1 den 4. oktober, og Robert Nielsens klummer kommer til at ligge på programmets hjemmeside.