Selv om det danske par er en omgang bagud, tror de på sejr, når de sidste jagter køres i seksdagesløbet i Grenoble.

Danmark er tæt på at vinde en sejr i et af vinterens seksdagesløb. Alex Rasmussen og Michael Mørkøv er stadig med i kampen om sejren i Grenoble, når de sidste jagter bliver kørt i aften. Det rent danske par er i en tæt duel med det førende par, Marco Villa, Italien-Jerome Neuville, Frankrig og med Alexander Aeschbach, Schweiz-Dimitri De Fauw, Belgien, som de deler andenpladsen med.

- I aftes udnyttede Villa-Neuville, at vi og Aeschbach-De Fauw kiggede for meget på hinanden. Villa scorede mange point, og de fører nu med en omgang, fordi de rundede 300 point. De har 305 point, Aeschbach og vi har begge 298 point, fortæller Michael Mørkøv i en sms til bt.dk.

Til gengæld satte danskerne tingene på plads i den afsluttende jagt, hvor Alex Rasmussen demonstrerede, at han er løbets stærkeste rytter.

- Vi vandt aftenens store jagt. Da der manglede fire omgange, udnyttede Alex sit kraftfulde antrit og slog et kæmpe hul. Vi var faktisk utroligt tæt på at få en hel omgang, men kunne køre alene i mål og vinde. Vi er rigtigt godt kørende og vi skal nok hive sejren hjem i morgen aften, lover Michael Mørkøv.