De er kommet for at blive.
Og allerede nu har de sat deres præg på det danske herrelandshold i håndbold. Både på og uden for banen.
Vi taler om den nye generation af landsholdsspillere, der de sidste år har gjort sig til en fast del af Nikolaj Jacobsens trup. Og til dette VM er der tjekket endnu flere ind i form af GOG-spillerne Simon Pytlick og Lukas Jørgensen samt Aalborgs Mads Hoxer.
Det er ikke mere end to år siden, at 23-årige Mathias Gidsel fik sit store gennembrud – og den nye, unge energi kan man i den grad mærke hos de rutinerede kræfter på holdet.
»Vi har fået nogle friske fyre ind. Deres kvaliteter taler for sig selv. De har niveauet til at være med, det skal vi ikke betvivle. Det er fedt, at der er et vidt spænd i alderen. Det er spændende for os som landshold for nu og for fremtiden,« siger han til B.T.
Men de unge holder sig ikke nødvendigvis tilbage over for de rutinerede kræfter, fortæller Lauge.
»Det skaber en anden dynamik. Der er ikke særligt mange af de gutterne, der taler om bleskift, eller hvor meget man har sovet i løbet af december på grund af børn. De er vant til at sove 10-11 timer hver dag. Det giver altid noget godt for dynamikken. De er nogle skide gode fyre.«
»Der bliver stukket frem og tilbage. Det kan jeg love dig for. Der er mange knive, der flyver frem og tilbage,« griner 31-årige Lauge.
Aalborg-spilleren Henrik Møllgaard er med sine 38 år en af landsholdets allermest rutinerede, og han nyder den unge energi og føler selv, at landsholdet er i fuld gang med et generationsskifte.
»Generationsskiftet er helt sikkert i gang. Der er kommet et rigtigt ryk nu. Og der er måske endnu flere unge, der også står og banker på. Det har været sjovt at få noget ung energi ind.«
»For nogle år siden kom Magnus Landin ind lidt på egen hånd. Det var måske lidt en trist oplevelse det første halvandet år, fordi han var den eneste helt unge. Men nu er de jo alle steder. Det er kun sundt.«
»Det har været med til at ændre både spillet og kulturen på landsholdet. Det er kun godt, de unge har et par slutrunder og har prøvet at vinde. Mange har måske ikke prøvet andet,« siger Mølgaard.
Det har også betydet, at vanerne er ændret hos den rutinerede kerne, der har fornyet rammerne for det sociale samvær mellem kampene.
»Det er ikke, fordi vi sad fast, men vi har haft godt af at gentænke, hvordan vi er sammen. Jeg tror, jeg brugte de første seks-syv år på landsholdet med at spille whist og drikke kaffe.«
»Det er de unge ikke så meget til. De vil hellere game og se film. Vi har så fundet et kompromis i bordtennis, som vi spiller rigtig meget i fællesrummet,« siger Møllgaard.
