Sølle syv timer.

Så kort tid havde beboerne i Holstebro Kommune i weekenden tørvejr ud af de 73 timer, som weekenden varede – blandt andet takket være den ekstra time, der kom ind med overgangen fra sommertid til normaltid.

Det oplyser klimatolog Mikael Scharling fra Danmarks Meteorologiske Institut.

Og dét er usædvanligt.

»Det er ikke noget, vi fører statistik over på den måde, men jeg lagde bare mærke til, at der havde været registreret nedbør i rigtig mange timer i løbet af weekenden i det område,« fortæller han og fortsætter:

»Det er usædvanligt, at det varer ved så længe. Man kan sige, at hvis man har en typisk lavtrykspassage over landet, så tager det fem-ti timer allerhøjst. Så det er sjældent, at det kører så langsomt hen over et område, og fronten er så bred, at den giver vand så længe.«

Fra fredag til og med søndag faldt der på landsplan 25,8 millimeter regn. Ved Holstebro blev det tal dog noget højere.

Der blev der som det højeste målt op til 61,4 millimeter.

Det våde vejr er dog ikke noget, vi kommer til at se så meget til den kommende uge. Det fortæller den vagthavende meteorolog ved DMI, Erik Hansen.

Landet er nemlig kommet ind i en koldere luftmasse – og det giver ud over køligere vejr mere tørt vejr.

Det betyder også, at nattefrosten melder sin ankomst.

»Om dagen får vi nogle relativt moderate temperaturer på op til cirka 10 grader. Men om natten falder temperaturen og kommer ned omkring frysepynktet og flere steder også under,« forklarer Erik Hansen.

Natten til tirsdag ser det ud til, at termometrene flere steder vil kunne vise en grad frost, hvilket er nok til, at der kommer frost på vejbanerne.

Natten til onsdag kan der komme helt ned til fire graders frost.

»Denne uge ser kølig ud, men den bliver også ganske flot vejrmæssigt, fordi det bliver mere klart vejr med kig til solen,« fortæller meteorologen.

I weekenden ser det ud til at kunne vende lidt igen, så temperaturen stiger en smule, og nattefrosten må vinke farvel. Det betyder dog også, at vi igen kan få noget mere mildt vejr med regn.