Bandet Aphaca giver koncert i Parken i København 10. oktober næste år, oplyser koncertarrangør.

Det går stærkt for de fire fyre i bandet Aphaca, der har haft kæmpesucces sommeren over.

Orkestret, som kun har udgivet et enkelt album indtil videre, har spillet på danske musikscener for fulde huse.

De har blandt andet spillet på Roskilde Festival og på Smukfest, og så sent som onsdag aften fyldte de Enghaveparken i København til randen til en gratis udendørskoncert.

Nu er de så klar til at indtage en af de allerstørste scener herhjemme.

Koncertarrangøren All Things fortæller, at Aphaca giver koncert i Parken i København 10. oktober næste år.

Her vil bandet foruden hits som "Smelter under månen" spille numre fra albummet "Vild Ungdom", der udkommer i begyndelsen af næste år.

- Vi spiller i Parken næste år. Det lyder helt uvirkeligt, når vi siger det højt.

- Men vi har set og mærket det fællesskab, der er opstået omkring vores musik - og vi er dybt taknemmelige og ydmyge over for hele den rejse og måden, I har taget imod os med åbne arme, lige meget hvor vi er troppet op, lyder det fra bandet.

Aphaca opstod på Det Frie Gymnasium i København for syv år siden, men det store gennembrud kom først sidste år.

Bandet består af Bertil Engberg Nielsen på keyboard, Bertram Ask Plauborg på bas, Noah Elias Rasmussen på trommer og forsanger Rumle Hueg Kærså på guitar.

Sidstnævnte er søn af Rasmus Kærså, der har spillet i Moonjam og Danseorkestret.

Foruden koncerten i Parken næste år er det tidligere blevet offentliggjort, at Aphaca i marts næste år giver fire koncerter i henholdsvis Aarhus Congress Center og Forum på Frederiksberg. Alle fire koncerter er allerede udsolgt.

/ritzau/