Trump er midt i en retssag om størrelsen på hans personlige formue, og nu ryger han også ud af en prestigefuld liste.

Det er listen 'Forbes 400', der er en liste over USA's rigeste personer.

Her anslår Forbes, at Trumps formue er faldet med lidt under 4,3 milliarder kroner det seneste år.

Men det er slet ikke retssagen, hvor Trump er anklaget for at overdrive om størrelsen på sin formue, der er årsagen, lyder det fra Forbes.

Nej, det handler om sociale medier.

Efter Trump blev smidt af Twitter - nu X - i forbindelse med 6. januar-optøjerne omkring Kongressen i USA, lancerede han senere samme år Twitter-klonen Truth Social til ligesindede.

Donald Trump er ikke længere på Forbes liste over de rigeste amerikanere.
Donald Trump er ikke længere på Forbes liste over de rigeste amerikanere. Foto: Jeenah Moon/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

Han forventede, at en betydelig andel af amerikanerne ville komme med ham over på platformen, men det skete aldrig.

Ifølge Forbes er der omkring 6,5 millioner brugere på platformen i dag, hvilket kun svarer til omkring én procent af, hvor mange X - tidligere Twitter - har.

Derfor er Trumps 90 % ejerandel af selskabet faldet godt og grundigt i værdi fra omkring 5,2 milliarder kroner til under 700 millioner kroner.

Samtidig er værdien af flere af hans kontorbygninger faldet, da flere markante lejemål står til at udløbe i 2026.

Det er dog langt fra første gang, at den tidligere præsident har været ude af det gode selskab.

Helt tilbage i 1982 fik han møvet sig ind på listen på falsk baggrund ved at påstå, at han ejede en større andel af sin fars formue, end han gjorde.

Og fra 1996 til 2021 var han på listen uden afbrydelser, indtil konsekvenserne af coronapandemien og polarisering fra sin tid som præsident kom efter ham.

Med planerne for Truth Social kom han tilbage på en 343. plads - men er nu ude igen.

Imens fortsætter retssagerne.