Mandag kunne være blevet historisk. Ikke bare for Sverige, men for hele den vestlige halvkugle. I det ungarske parlament var der indkaldt til en særsession, hvor optagelsen af Sverige i NATO skulle ratificeres. 

Det faldt til jorden med et brag, da ikke ét medlem af premierminister Viktor Orbáns parti dukkede op. B.T. har talt med en person, som var til stede ved seancen, der har fået folk til at rase.

Billedet af det nærmest tomme ungarske parlament er blevet delt og delt på sociale medier. 

Mange undrer sig, andre raser.

I en række måneder er Sveriges vej til NATO-optagelse kommet nærmere og nærmere.

Tyrkiets modstand er væk. Kun Ungarn mangler.

Og mandag så det endelig ud til at kunne ske.

Oppositionen i Ungarn havde indkaldt til en ekstraordinær session i parlamentet, da den kontroversielle og magtfulde ungarske premierminister Viktor Orbán tidligere har lovet, at hans Fidesz-parti ville ratificere Sveriges adgang til NATO ved først mulige lejlighed.

Den kom mandag ved den ekstraordinært indkaldte session. Men ratificeringen skete altså ikke. Ikke et eneste medlem af Fidesz var mødt op til særsessionen i parlamentet, som først åbner officielt 26. februar. 

Og derfor var der ikke nok medlemmer af parlamentet til stede, for at en afstemning kunne blive valid.

Af den årsag var oppositionen og 16 ambassadører fra NATO-lande, der var mødt op, vidne til, at Sverige må vente lidt længere med at blive optaget.

Den amerikanske ambassadør i Ungarn beskriver sagen på følgende måde på X:

Den nærmest tomme sal i det ungarske parlament mandag, hvor oppositionen havde indkaldt til en ekstraordinær session for at ratificere Sveriges optagelse i NATO.
Den nærmest tomme sal i det ungarske parlament mandag, hvor oppositionen havde indkaldt til en ekstraordinær session for at ratificere Sveriges optagelse i NATO. Foto: Attila Kisbenedek/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Repræsentanter fra 16 NATO-allierede deltog i dagens ekstraordinære session i det ungarske parlament for at overveje optagelsen af Sverige i NATO. Folk, der ikke deltog: Ét eneste medlem fra det største ungarske parti,« skriver ambassadør David Pressman.

På sociale medier raser flere over det, de anser for at være en regulær skandale udført på vegne af Viktor Orbán. En senior fellow ved det tyske råd for udenlandske relationer ved navn Benjamin Tallis skriver på X:

»Wow. Det er en skandale. Orbán skal vide, at han sætter Ungarns plads i NATO og EU på spil, hvis han bliver ved med at modarbejde os.«

En anden, der har fået nok, er et medlem af det tyske parlament ved navn Norbert Röttgen. Han kalder det, Orbán har gang i, for 'afpresning' udført af en person – Viktor Orbán selv – som han mener er i gang med at 'afskaffe demokratiet' i Ungarn og er ved at 'ødelægge EU'.

Han skriver videre, at både EU og NATO bør smide Orbán og Ungarn ud.

Blandt de 16 repræsentanter fra NATO-lande, der var til stede i det ungarske parlament, var der også en dansker.

Den danske ambassadør til Ungarn, Erik Vilstrup Lorenzen, fortæller til B.T., at man på foranledning af den amerikanske ambassadør til Ungarn var mødt op for at vise støtte til Sverige.

Men det kom ikke bag på Erik Vilstrup Lorenzen og de andre ambassadører, at Fidesz manglede i parlamentet.

Ambassadører fra 16 NATO-lande var til stede i det ungarske parlament mandag. Også Danmarks Erik Vilstrup Lorenzen.
Ambassadører fra 16 NATO-lande var til stede i det ungarske parlament mandag. Også Danmarks Erik Vilstrup Lorenzen. Foto: Attila Kisbenedek/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Vi vidste godt, at der var en risiko for, af regeringspartiet ikke ville dukke op, da der var tale om en ekstraordinær session, som var indkaldt af oppositionen,« forklarer Erik Vilstrup Lorenzen.

Han fortæller også, hvorfor de 16 ambassadører fra NATO-lande var dukket op.

»Det var vigtigt for de 16 NATO-lande at vise opbakning til Sverige. At 16 lande dukkede op, var stærkt, selvom vi godt vidste, hvordan det vil ende,« siger han.

Selvom mandagens opsigtsvækkende udeblivelse i det ungarske parlament kan virke som et skridt tilbage for Sveriges optagelse i NATO, så forventes det fortsat at ske.

Men formentlig først efter, det ungarske parlament officielt er mødt ind efter 26. februar.

Og så er der en enkelt kurre på tråden, som fortsat skal løses.

Som betingelse for, at han godkender Sverige i NATO, har Viktor Orbán sagt, at han vil have besøg af den svenske statsminister, Ulf Kristersson, inden ratificeringen.

Her har Kristerson dog sagt, at han først vil troppe op i Budapest efter ratificeringen.

Den sidste armlægning er nu i gang.