Skattestigninger skal ud over finansieringen af militær og forsvar også gå til et balanceret statsbudget.
Ruslands finansministerium vil hæve momsen for at finansiere landets udgifter til militær.
Det meddeler ministeriet onsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
I forslaget lyder det, at momsen fra 2026 skal hæves fra 20 procent til 22 procent.
Ud over militærudgifter skal momsstigningen også være med til at balancere Ruslands statsbudget.
Finansministeriet har derudover foreslået en række øvrige skattestigninger, herunder på gambling- og bettingvirksomheder.
I en erklæring fra ministeriet lyder det, at skattestigningen primært vil være "rettet mod finansiering af forsvar og sikkerhed".
- Den strategiske prioritet er at yde økonomisk støtte til landets forsvar og sikkerhedsbehov samt social støtte til familierne til dem, der deltager i den militære operation.
- De ressourcer, som er planlagt i budgettet, vil gøre det muligt at give væbnede styrker de nødvendige våben og udstyr, betale lønninger til militært personel, støtte deres familier og modernisere virksomheder i forsvarsindustrien, lyder det ifølge Reuters i erklæringen.
Ruslands præsident, Vladimir Putin, har tidligere signaleret, at han er åben for at hæve bestemte skatter for at få økonomien til at hænge sammen, mens landet er i krig med Ukraine.
Her påpegede præsidenten også, at USA ligeledes hævede skatten under både Vietnam- og Koreakrigen.
Ruslands økonomi er hårdt presset af høje militære udgifter til krigen i Ukraine og sanktioner fra Vesten.
I første halvdel af 2025 har landet været præget af økonomisk nedtur med høj inflation og høje renter.
Onsdag meddeler det russiske forsvarsministerium, at budgetudkastet for 2026 er "afbalanceret og bæredygtigt", skriver Reuters.
/ritzau/