Franske efterforskere arbejder videre med teori om, at ikke alle angriberne var selvmordsterrorister. En eller flere slap måske væk.

Fundet af en efterladt sort personbil af mærket Seat Leon søndag morgen har fået de franske efterforskere til at arbejde videre af et nyt spor:

En eller flere af angriberne slap væk fra Paris efter terroren fredag aften, der kostede 129 mennesker livet og sårede hundreder.

Siden de hektiske timer fredag aften har myndighederne eftersøgt bilen, der er blevet knyttet til skud-attentaterne mod tætpakkede cafeer og barer.

Søndag blev den sorte Seat fundet i forstaden Montreuil, øst for Paris. Det betyder, ifølge blandt andre det franske nyhedsmedie Europe 1, at en eller flere fra terrorgruppen skiftede bil og forlod byen efter angrebet.

Måske gik flugten til Belgien. Lørdag nat anholdt politiet tre mænd, der tidligere var blevet kontrolleret nær ved grænsen af politiet. Senere blev de tre mænd anholdt i Bruxelles.

En anden af gerningsmændenes bil, en forladt Volkswagen Polo, blev fundet ved spillestedet Bataclan, hvor de fleste af ofrene omkom.