Da han i 1989 tog plads på toppen af det russiske retssystem, foreskrev loven, at han kunne sidde der i et årti. Men skiftende russiske præsidenter har i årenes løb sørget for, at han kunne beholde jobbet. 

Først nu har han forladt sin trone. I en alder af 81 år er Vyacheslav Mikhailovich Lebedev gået bort, og dermed skal Rusland på jagt efter en ny formand for Højesteret.

Ifølge det russiske nyhedsbureau Tass sov Vyacheslav Mikhailovich Lebedev ind fredag i landets hovedstad. Død efter et ikke nærmere specificeret sygdomsforløb.

Højesteretsformanden arbejdede umiddelbart helt frem til sin død, og så sent som 6. februar mødtes han med præsident Vladimir Putin. Angiveligt for at tale om »humanisering af strafferetsplejen«.

6. februar mødtes Lebedev og Putin i Kreml.
6. februar mødtes Lebedev og Putin i Kreml. Foto: Alexander Kazakov/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

I en pressemeddelelse fra Den Russiske Føderations Højesteret står det beskrevet, at formanden blandt andet vil blive husket for »sit uvurderlige bidrag til styrkelsen og udviklingen af det russiske retssystem«. 

Præsidenter sikrede ham jobbet
Vyacheslav Mikhailovich Lebedev blev født i august 1943 i Moskva, hvorfra han som 25-årig blev uddannet jurist. 

Allerede to år efter endt uddannelse begyndte han at arbejde som dommer ved Leningrad District People's Court, og i de efterfølgende år steg han i graderne, ligesom han også opnåede en doktorgrad, før toppen i datidens Sovjetunionen i 1989 udnævnte ham som formand af Højesteret.

Dengang var reglerne således, at han kunne bestride det job i 10 år, men kort før lukketid i 1999 anbefalede præsident Boris Jeltsin at ændre reglerne. 

Kun ganske få stemte imod, og derfor blev det besluttet, at den nuværende formand – og kommende formænd – som udgangspunkt kunne sidde på ubestemt tid. 

Med ét enkelt forbehold.

For dengang fastholdt man en regel om, at dommere maksimalt måtte være 70 år gamle.

Men netop som Vyacheslav Mikhailovich Lebedev stod overfor sin syvende runde fødselsdag, underskrev Vladimir Putin en lovændring, der ophævede aldersgrænsen.

Og dermed endte Vyacheslav Mikhailovich Lebedev med i 34 år at være formand for den russiske højesteret, der blandt andet har vakt international opsigt ved at forbyde LGBT-bevægelsen og erklære den ekstremistisk.

Selv beskriver den nu tidligere arbejdsplads formanden som en »retfærdig, opmærksom, dyb og taktfuld person, en unik personlighed, der kombinerede fasthed og følsomhed, krævende og lydhørhed, visdom og indsigt.«