Allerede mandag vil forbundskansler Angela Merkel have stukket retningen ud for nye regeringsforhandlinger.

Bonn. Det er en tilfreds tysk forbundskansler, der søndag aften gør status, efter at socialdemokraterne SPD på en ekstraordinær kongres stemte ja til at forhandle videre om et nyt regeringsgrundlag.

- Dermed er vejen banet, og vi kan forhandle videre om et nyt regeringssamarbejde.

- Det er vigtigt, at Tyskland får en stabil regering, der kan tage hånd om fremtidens problemer, siger Angela Merkel, der også er leder af det konservative CDU-parti.

Merkel gør også klart, at hun vil i gang hurtigst muligt. Allerede mandag mødes hun med søsterpartiet CSU for at lægge en slagplan før forhandlingerne.

Hun siger også, at hun forventer "målrettede, intensive forhandlinger i et fornuftigt klima".

Forbundskansleren lader det imidlertid stå åbent, i hvor høj grad den foreløbige aftale med SPD kan strækkes eller bøjes i forsøget på at nå et kompromis.

- Aftalen er den ramme, vi forhandler ud fra. Der er stadig en masse detailspørgsmål, der skal afklares, og det kommer formentlig til at tage noget tid, siger Angela Merkel.

/ritzau/dpa