Den islamistiske terrorgruppe Boko Haram i Nigeria har i dag frigivet mere end 100 bortførte skolepiger.

De 110 piger blev kidnappet for over en måned siden i byen Dapchi i den nordøstlige del af Nigeria, men blev onsdag returneret i ni busser og sat af uden for skolen kl. 8.00.

Det skriver The Straits Times.

»Jeg har en liste, med de savnede piger med mig, så nu skal jeg foretage en optælling for at se, om der mangler nogen,« siger Beshir Manzo, der er talsmand for forældregruppen

Pigerne blev kidnappet den 19. februar og der var ingen bevæbnede personer med busserne, da de blev bragt tilbage.

»Vi forventer at høre flere detaljer om deres fangenskab,« sagde han.

Regeringskilder bekræfter også løsladelsen af pigerne, men siger, at man stadig er ved at undersøge, hvor mange piger, der er blevet løsladt.

I sidste uge sagde Nigerias præsident Muhammadu Buhari at regeringen havde 'valgt forhandling' for at sikre, at de bortførte piger fra Dapchi blev frigivet.