Iført en hvid hazmatdragt (beskyttelsesdragt, red.) fra top til tå og en rygsæk, der fylder halvdelen af kroppen, slentrer en fireårig dreng hen ad hospitalsgangen.

Drengen er smittet med corona og er derfor isoleret alene på hospitalet uden sine forældre.

CNN, der i første instans bragte videoen, skriver, at videoen stammer fra karantænehospitalet i den kinesiske by Putian, der lige nu er hårdt ramt af corona.

Det er ifølge CNN en sygeplejerske på hospitalet, der har filmet videoen for at belyse coronaens menneskelige omkostninger og hjerteskærende sider.

Kvinden fortalte den lokale avis Fujian Health Daily, at hun var grædefærdig, da hun tidligere på ugen så en ambulance ankomme til hospitalet fyldt med børn iført en hazmatdragt, der er den karismatiske hvide heldragt.

»At se små børn uden forældre ved deres side på et hospital, der både er uvant og skræmmende, skærer mig i hjertet. Det er forfærdeligt,« udtalte den kinesiske sygeplejerske til det lokale medie.

I Kina er det normal praksis, at smittede bliver isoleret på et coronahospital, når de er smittet. Det sker helt ned til børnehavealderen.

Efter videoens fremtræden på sociale medier er der dog sat spørgsmålstegn ved den procedure. En virolog fra University of Hong Kong ved navn Jin Dongyan er en af dem, der mener, at strategien er for kynisk.

»Børn skal ikke kunne gennemgå sådanne ekstreme karantæneforanstaltninger. Det er et tydelig bevis på de sociale omkostninger ved nultolerancemetoden,« udtaler han efter at have set videoen med den fireårige dreng.

Også borgerne i Kina har udvist deres forargelse over strategien med at isolere børn fra deres forældre. Flere og flere demonstrationer finder sted mod de strenge og voldsomme restriktioner. Specielt Guangdong-provinsen har demonstreret over tingenes tilstand i den seneste tid.

Kina er et af de få lande i verdenen, der stadig praktiserer den såkaldte 'nul-strategi', hvor hvert et smittetilfælde er et for meget. Lande som Australien og Singapore har indtil for nylig kørt samme praksis, men er gået over til den strategi, hvor man lever med corona.