Det var Islamisk Stat og ikke Ukraine, der stod bag det enorme angreb, som fredag aften ramte den russiske hovedstad, Moskva.

Det slår en talsperson fra Det Hvis Hus og den amerikanske vicepræsident fast i udtalelser om sagen.

Talspersonen hedder Adrienne Watson, og hun har ansvaret for at udtale sig om national sikkerhed.

I den forbindelse har hun været ude og slå fast, at Ukraine intet har at gøre med det angreb på koncertsalen Crocus City Hall i en forstad til Moskva, hvor mindst 133 personer mistede livet, da bevæbnede mænd gik ind og begyndte at skyde.

I stedet er det en gren af Islamisk Stat, som USA mener, står bag angrebet, det slår både Adrienne Watson og den amerikanske vicepræsident Kamala Harris fast.

»Der er ingen beviser for det - overhovedet (at Ukraine skulle stå bag, red.) – i stedet så ved vi, at det er ISIS-K, der efter alt at dømme er ansvarlige for det, der skete,« lød det fra Harris.

ISIS-K er en lokal afdeling af Islamisk Stat, som hovedsageligt opererer fra Afghanistan.

Det var dog ikke, fordi at Rusland havde manglet advarsler om, at et angreb kunne finde sted.

Det slår Adrienne Watson fast på det sociale medie X. 

»Tidligere i den her måned havde de amerikanske myndigheder fået informationer om planlægningen af et terrorangreb i Moskva – potentielt mod store forsamlinger, som koncerter – hvilket fik udenrigsministeriet til at sende en advarsel ud til amerikanere i Rusland,« skriver hun og går videre:

»Den amerikanske regering delte også disse oplysninger med de russiske myndigheder, som et led i vores politik om at advare,« skriver Watson.

Angrebet på Crocus City Hall er blandt de blodigste i nyere russisk historie.

Selvom Rusland fra officielle kanaler har været ude at sige, at Ukraine står bag, så har netop ISIS-K-gruppen været på sociale medier og tage ansvaret for massakren.