Tre måneder efter at den demokratiske politiker Melissa Hortman og hendes mand blev skudt og dræbt i deres hjem i den amerikanske delstat Minnesota, er en demokratisk politiker blevet valgt til at overtage Hortmans sæde i delstatsparlamentet i Minnesota.

Det skriver nyhedsbureauet Associated Press (AP) natten til onsdag dansk tid.

Som ventet var det den demokratiske politiker Xp Lee, der ved suppleringsvalget tirsdag var oppe mod republikanske Ruth Bittmer i valgkredsen, som vandt valget.

Lee har tidligere siddet i byrådet for Det Demokratiske Parti i Brooklyn Park, der ligger i udkanten af Minneapolis.

Suppleringsvalget kunne have skubbet til magtbalancen i delstatsparlamentet, men fordi Hortmans gamle valgkreds forbliver på Demokraternes hænder, har Republikanerne og Demokraterne fortsat lige mange politikere siddende i parlamentet.

Det var den 14. juni, at Melissa Hortman, der var tidligere formand for Repræsentanternes Hus i Minnesota, og hendes mand blev skudt og dræbt i deres hjem i Brooklyn Park.

Også den demokratiske politiker John Hoffman og hans hustru blev samme dag skudt i Champlin, der er en anden bydel i udkanten af delstatshovedstaden. Ægteparret overlevede deres skader.

Sidenhen er 57-årige Vance Boelter blevet anholdt og anklaget for drabene på Hortman-parret og skyderiet mod Hoffman-parret.

Ifølge anklagemyndigheden var Boelter forklædt som en politibetjent, da han opsøgte og skød politikerne.

I en udtalelse skriver Ken Martin, der er formand for Demokraternes Nationale Komité (DNC), efter valget af Lee, at den nyvalgte demokrat med sin politik ærer arven efter Hortman.

- I hele Minnesota er vores hjerter stadig knuste over de forfærdelige drab, der stjal Melissa og hendes mand, Mark, fra os.

- Politisk vold er en plage, der har kostet alt for mange menneskeliv. Nu er det nok. Det må stoppe nu. Hver eneste gang har vi alle et ansvar for at fordømme og forkaste politisk vold, uanset hvor den viser sig, skriver Martin ifølge AP.

Tirsdagens suppleringsvalg faldt, kort tid efter at den konservative politiker Charlie Kirk blev skudt og dræbt under et debatmøde i delstaten Utah i sidste uge.

Det er en sag, der også har været omtalt op til valget i Minnesota.

Lee sagde op til valget, at han ønskede at lægge en dæmper på den "anspændte stemning" efter Kirks død. Den republikanske modkandidat, Bittner, sagde, at hun havde overvejet ikke at stille op på grund af volden.

/ritzau/