På grænsen mellem Litauen og Polen ligger et stykke af Rusland kilet ind. Den 223 kvadratkilometer store enklave, Kaliningrad, blev afkoblet geografisk fra moderlandet Rusland, da Litauen i 1991 blev selvstændigt og med østudvidelsen i 2008 medlem af den Europæiske Union.

Men satellit-placeringen midt i europæisk NATO-territorium har – set fra et russisk perspektiv – sine fordele, og Kaliningrad spiller for tiden en central rolle i et sikkerhedspolitisk spil om Baltikum og Østersøen.

Ikke mindst fordi Rusland i enklaven har opsat luftforsvarsmissiler med rækkevidde på 250 kilometer og sømålsmissiler med 600 kilometer-rækkevidde, som også kan ramme mål på land.

Våbensystemer, som i tilfælde af en NATO/Rusland-konflikt ville kunne lukke luftrummet over et større europæisk område og begrænse NATO-krigsskibes muligheder for at komme balterne til undsætning.

Dertil kommer, at Rusland i 2017 vil udstationere mobile taktiske Iskander-missiler, som kan udstyres med atomsprænghoveder, i Kaliningrad. Og at Rusland er i færd med at opruste landets militære landstyrker med højmobile kampvognsenheder i den vestlige del af Rusland nær Ukraine og Baltikum.

Af samme grund konkluderer Forsvarets Efterretningstjenestes (FE) i tjenestens netop offentliggjorte risikovurdering af verdenssituationen set med danske briller, at »Østersøregionen er blevet et væsentligt friktionsfelt mellem Rusland og NATO«.

Russisk slå først-strategi

FE forklarer til Berlingske, at tjenesten anser Ruslands militære opbygning og modernisering i den vestlige del af landet og i Kaliningrad som et udtryk for, at Rusland vil forsøge at etablere »en slå først-mulighed« i regionen med konventionelle våben. En strategi, som går ud på at opretholde en militær kapacitet til eksempelvis at kunne invadere et mindre land i Baltikum – uden dog nødvendigvis at gøre brug af den. 

I risikovurderingen beskriver FE oprustningen som »militær signalgivning til USA og NATO om, at Rusland er klar til at håndtere den trussel, som NATOs militære opbygning i Østersøregionen og Østeuropa efter Ruslands opfattelse udgør«.

Tjenesten vurderer det dog »usandsynligt, at Rusland vil foretage et militært angreb på de tre baltiske lande« ikke mindst på grund af NATOs musketéred, om at et angreb på ét medlemsland er et angreb på hele alliancen.

Artiklen fortsætter under grafikken.

Alligevel vækker russernes militære prioritering bekymring hos FE.

»Ruslands mistro til NATO og den russiske risikovillighed øger risikoen for misforståelser og fejlkalkulationer. Og Rusland vil i de kommende år fortsat være en betydelig sikkerhedspolitisk udfordring for Vesten og Danmark,« siger FE-chef Lars Findsen til Berlingske.

FE-risikovurderingen karakteriserede allerede sidste år Rusland som den for tiden væsentligste sikkerhedspolitiske udfordring for Danmark. Og, siger Lars Findsen:

»Ruslands relation til Vesten og omvendt er jo ikke ligefrem blevet bedre i 2016. Den globale udenrigs-og sikkerhedspolitiske situation er også blevet mere kompleks. Og hvor placerer det så Danmark? Jamen det placerer os i en situation, hvor verden i hvert fald ikke er blevet nemmere at agere i.«

Ifølge FEs risikovurdering er russernes oprustning og især opstillingen af missiler i Kaliningrad »et strategisk modtræk« til NATOs udstationering i Baltikum af kampbataljoner med bidrag fra forskellige NATO-lande samt et modtræk til opgraderingen af NATOs missilforsvar i Polen og i Rumænien.

Den vurdering deler Flemming Splidsboel Hansen, seniorforsker i international sikkerhed ved Dansk Institut for Internationale Studier. Han er dog »ikke selv bekymret«.

»De virker mere bekymrede i FE, og måske har de andre grunde til det, end jeg kender til, men meget af det, der sker regionalt og lokalt, er jo noget, der i forvejen sker på en større skala. Og om jeg får et Iskander-missil i hovedet fra Kaliningrad, eller om det kommer fra et andet sted, er for så vidt ligegyldigt,« siger Flemming Splidsboel med henvisning til, at Rusland i forvejen råder over flere forskellige måder at affyre missiler på – eksempelvis fra højteknologiske russiske ubåde, som kan affyre dem i neddykket tilstand.

Russisk fordel på den korte bane

Derudover peger Flemming Splidsboel på, at Rusland allerede i dag har en militær fordel i Baltikum på den korte bane. Blandt andet viste en undersøgelse af forskellige baltiske krigsscenarier, offentliggjort af Rand Corporation i september 2016, at det ville tage den russiske hær maksimalt 60 timer at nå frem til de baltiske hovedstæder Tallinn og Riga.

»Men jeg er stadig i tvivl om, hvorvidt de overhovedet har de her ønsker i Rusland. Det bliver i visse kredse regnet for et vilkår. Og jeg tror også, at Putin inderst inde gerne vil reetablere Sovjetunionen. Men jeg tror også, at han er klar over, at det er urealistisk,« siger Flemming Splidsboel.

Seniorforskeren er derfor »ikke specielt nervøs«, men mener alligevel, at Ruslands ageren kræver modsvar fra NATO.

»Jeg synes faktisk, at vi bør opruste for at signalere over for de russiske vælgere, at den politik, deres politikere har ført dem ind på, har konsekvenser. Når de laver simulerede angreb på Stockholm eller Bornholm, så er vi nødt til at sige, at vi ikke vil være med længere, og at hvis I vil være med i det kapløb, så er I velkomne. Men vi knækker jer, ligesom vi har knækket jer en gang før,« siger Flemming Splidsboel og peger selv på, den tilgang spiller direkte ind i Ruslands fortælling om, at Vesten har et ønske om, at det skal gå dårligt for Rusland.

»Det er ganske uheldigt, men jeg ser ikke nogen anden udvej. Hvis ikke vi gør noget, vil vi se flere og flere af de her provokationer, blandt andet fordi styret lever af den her politiske konfrontation. Jeg tror også, at forholdet mellem Vesten og Rusland bliver værre, før det bliver bedre igen – men jeg tror ikke på, at det ender i en militær konflikt,« siger Flemming Splidsboel.

Samme analyse har vicecenterleder Kristian Søby Kristensen fra Center for Militære Studier ved Københavns Universitet.

»Det betyder ikke, at vi ikke skal være bekymrede for det, men der er ingen grund til umiddelbar panik,« siger Kristian Søby Kristensen, som forsker i sikkerhedspolitik. Han minder på samme tid om, at verdenssituationen ser markant anderledes ud fra russisk side.

»Der er ikke nogen tvivl om, at idéen om et aggressivt USA og NATO lever i den russiske offentlighed,« siger vicecenterlederen og bruger Ruslands annektering af den ukrainske Krim-halvø som eksempel:
»Hvad der fra vores side ses som en utilstedelig indgriben i et suverænt lands territorium, argumenteres fra russisk side for at være et defensivt træk for at stoppe en langsigtet vestlig underminering af Ruslands status som stormagt.«

Ifølge Kristian Søby Kristensen er der et før og et efter Ukraine-krisen, som vicecenterlederen beskriver som en »betydelig forværring af vores sikkerhedspolitiske situation«.

»Før 2014 bekymrede ingen sig om, hvad der foregik i Østersøen. Det gør man nu,« siger han.

Det har ikke været muligt at interviewe Ruslands ambassadør i Danmark eller forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) til denne artikel.