Kongressens politi bekræfter, at en politibetjent har mistet livet efter uroen ved USA's Kongres onsdag.

Efter modstridende meldinger bekræfter Kongressens politi i Washington D.C. nu, at en politibetjent er død af sine kvæstelser efter onsdagens uroligheder.

Politiet oplyser sent torsdag aften lokal tid, at der er tale om betjenten Brian Sicknick.

- Betjent Sicknick blev kaldt ud til optøjerne onsdag 6. januar ved USA's Kongres og blev såret, mens han var i fysisk kontakt med demonstranter, oplyser politiet i en erklæring ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Det tilføjes, at betjenten døde torsdag aften lokal tid.

Tidligere torsdag oplyste kilder ifølge CNN, at en politibetjent havde mistet livet. Det blev efterfølgende afvist af Kongressens politi.

Med Brian Sicknick er i alt fem personer omkommet i forbindelse med urolighederne.

En kvinde, der blev skudt af en politibetjent, døde senere af sine kvæstelser, mens tre andre under protesterne døde som følge af "medicinske komplikationer".

Onsdag eftermiddag lokal tid trængte demonstranter ind i kongresbygningen, mens kongresmedlemmer var i gang med formelt at godkende Joe Bidens sejr ved præsidentvalget.

Politikere og ansatte blev evakueret til aflåste rum, mens demonstranter raserede bygningerne.

Kort inden klokken 18.00 lokal tid, hvor et udgangsforbud trådte i kraft, meldte politiet, at kongresbygningen var blevet sikret, og demonstranterne var væk.

Politiet har anholdt 68 personer i forbindelse med de voldelige protester.

Efterfølgende fortsatte den formelle godkendelse af Joe Biden. Den blev færdiggjort torsdag formiddag dansk tid.

Kort efter erkendte Donald Trump for første gang sit nederlag i en meddelelse.

Efter de voldsomme scener ved kongresbygningen har Trump mistet opbakning fra flere af sine loyale støtter i Det Republikanske Parti.

Trump lover i en videoerklæring natten til fredag dansk tid, at han vil sikre en problemfri og ordentlig overgang af magten.

/ritzau/