Underkæben er endnu ikke blevet samlet op hos briterne, efter premierminister Boris Johnsons eks-spindoktor Dominic Cummings tidligere onsdag i en høring i Underhuset for alvor har åbnet op for ‘godteposen’ mod sin tidligere chef.

Eller ‘skraldespanden’ må være en mere velvalgt betegnelse.

For Dominic Cummings har i høringen med eksempel efter eksempel og påstand efter påstand tegnet et billede af Boris Johnson som en uduelig og farlig mand, der på grund sin uempatiske fremtoning, ligegyldighed og egoisme bærer et personligt ansvar for, at covid-19-pandemien har taget flere end 150.000 menneskeliv i Storbritannien.

Jakob Illeborg, B.T.s internationale korrespondent, har fulgt britisk politik tæt i årevis. Han siger:

»Vi hører Dominic Cummings sige flere gange, at landet - da der var allermest brug for en handlekraftig premierminister - sad med en dybt inkompetent leder, som blandt andet tilbød at lade sig injicere med covid-19 på live-tv for at vise, at ‘det slet ikke var farligt’.«

»At Boris Johnson simpelthen ikke fattede, hvor alvorlig situationen var. Og at han i øvrigt ikke rigtig interesserede sig for det. Så det er helt ekstraordinære påstande,« siger Jakob Illeborg.

Hovedpointen i kritikken fra den tidligere rådgiver for Boris Johnson er, at premierministeren groft undervurderede coronavirussen, da sygdommen på få uger spredte sig over hele verden.

Ikke mindst i Storbritannien, hvor briterne - selv i dagene efter, at blandt andet den danske regering havde lukket hele samfundet ned - stadig sad på pubberne og hældede ‘pints of beer’ ned i svælget, gik til fodbold, i teatret og festede, nøjagtig som de plejede.

»Titusindvis af menneskers død kunne have været undgået,« sagde Dominic Cummings tidligere i dag i høringen.

Flere gange undskyldte den tidligere spindoktor for, at han ikke selv havde udført sin rolle som nærmeste rådgiver til Boris Johnson tilstrækkelig godt, da covid-19-mareridtet tog fart på den anden side af Nordsøen.

»Jeg fortryder bitterligt, at jeg ikke trykkede på alarmknappen tidligere, end jeg gjorde,« sagde Cummings. Som i øvrigt selv bliver beskyldt for at være en mand, der ikke har problemer med ind imellem at omgå sandheden lemfældigt.

Jakob Illeborg hæfter sig ved, at på trods af at Dominic Cummings undervejs i høringen er kommet med det ene vilde udsagn efter det andet om og mod sin tidligere chef, er der faktisk ingen, der har været ude og talt ham direkte imod.

»På trods af de her vilde ting, han lægger frem, er der ikke nogen, der er ude at hævde, at det er løgn det hele. Grundlæggende tror jeg, at det simpelthen er fordi, at det er rigtigt, hvad han siger. Nemlig at der var fuldstændig ultimativt kaos i regeringen og hos Boris Johnson, da covid-19 brød ud i Storbritannien. At landet nærmest var uden ledelse. Ikke mindst da Boris Johnson selv blev ramt af coronavirus og måske var på dødens rand,« siger Jakob Illeborg.

»Under normale omstændigheder ville afsløringer som det her først komme frem flere år efter, at den angrebne part var stoppet på posten. Men Boris Johnson sidder som bekendt fortsat som premierminister, så det er helt uhørt og usædvanligt, hvad vi er vidne til,« siger han videre.

Jakob Illeborg vurderer, at det vil skade Boris Johnson på længere sigt, hvad der er kommet frem under høringen.

»Cummings fremstiller ham som - i bedste fald - en inkompetent dompap. Og i værste fald som et menneske, der nærmest står til at skulle have stillet en diagnose. Men her og nu vil Boris Johnson overleve politisk, fordi den britiske vaccine-strategi har været så succesfuld, som den har. Briterne er meget dygtige til det med vacciner, så her kan man sige, at Boris Johnson bliver reddet af andres formåen,« siger Jakob Illeborg. Og tilføjer:

»Men dét som er kommet frem vil få effekt på længere sigt. Husk på, at - skal man tro Dominic Cummings - så har Boris Johnsons fuldstændige mishåndtering af pandemien kostet tusindvis af briters liv. Lige nu bærer han rundt på en brynje af usårlighed på grund af vaccine-succesen. Men det varer ikke ved. Han vil prøve at tie det her ihjel, men det kan han ikke. Det er det alt for opsigtsvækkende til.«