Point i Istanbul, sejr på Vestegnen. Alligevel er han en af ugens skurke.

Jacob Neestrup er alt i alt kommet flot ud af fodboldugen efter 2-2 i Champions League-udekampen mod Galatasaray i midtugen og en sen 3-2-sejr på Brøndby Stadion i et medrivende københavnsk søndags-lokalbrag.

Men der er hår at finde i suppen hos FC Københavns eller så succesfulde komet-træner, som har stjålet overskrifterne fra sine spillere i den forgangne uge. 

Det mener panelet i denne uges udgave af B.T.-fodboldpodcasten 'Ugens Rapport', der peger på to årsager til, at Neestrup trods de resultatmæssige flotte præstationer er en af ugens skurke i dansk fodbold.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Jeg synes, at han rammer helt forkert i den måde, han indstiller sit hold til kampen, og med den startopstilling han sætter til kampen,« lyder det om FCKs præstation mod Brøndby, hvor holdet i første halvleg præsterede langt under niveau, og ifølge panelet var heldige med kun at være bagud med 1-0. 

»Han stiller med samme hold som mod Galatasaray, en hård kamp på alle måder få dagen forinden. Og han har så gode spillere, Claesson, Orri og Roony, som starter ude mod Brøndby, som må have været så klar til at vise sig frem. Det gjorde de så i anden halvleg, men det var ved at gå galt.«

Derudover slår panelet ned på den megen virak, der har været om Neestrup i denne uge efter Galatasaray-kampen, hvor han først i kraftige vendinger kritiserede sin unge spiller Elias Jelert, hvorefter han skældte en tyrkisk journalist ud.

»Der har været for meget snak om Jacob Neestrup. Han har været for meget i sine følelsers vold. Det er en kende urutineret. Han har nok lært meget i denne hektiske uge,« lyder dommen over FCK-træneren, som har erkendt, at han ramte den skævt med sin tilgang til kampen i Brøndby.

Lyt med i 'Ugens Rapport' herunder, hvor panelet runder de vigtigste hændelser fra den forgangne fodbolduge, herunder brandvarme Alexander Lind og minikriser hos flere Superliga-mandskaber.