Rugbyspilleren Sean Wainui har mistet livet i en bilulykke.

Sportsudøveren fra New Zealand blev 25 år gammel. Det skriver flere internationale medier – eksempelvis BBC.

Sean Wainui var involveret i en soloulykke i den nordlige del af New Zealand. Her kørte han ind i et træ.

Den nu afdøde rugbyspiller efterlader sig kone og to små børn. Mark Robinson kalder Sean Wainuis død for en mørk dag for rugbyen.

Mark Robinson er administrerende direktør for New Zealand Rugby. Og organisationen har udsendt en meddelelse efter den tragiske hændelse.

»Seans død vil påvirke alle rugbyinvolverede meget dybt. Specielt hans holdkammerater i Bay of Plenty og Chiefs.«

BBC skriver i første omgang ingenting om, hvad der præcist var årsagen til, at Sean Wainuis bil smadrede ind i et træ.

Sean Wainui har tidligere optrådt for New Zealands U20-landshold. A-landsholdet har derfor også vist deres sidste respekt i et opslag på Twitter.

'Alle vores hjerter er knuste lige nu. Sean, du var en inspiration og vil aldrig blive glemt,' står der eksempelvis i opslaget.

Sean Wainuis familie har fået en masse tanker og støtte på de sociale medier de seneste timer, efter den frygtelige nyhed ramte medierne.